Nu brænder den for alvor for US Airways

For anden gang i løbet af 25 måneder gik US Airways søndag i betalingsstandsning. I forvejen er den anden SAS-partner i Star Alliance, United Airlines, i samme situation. Endelig er Delta Air Lines fra Skyteam-alliancen i overhængende fare for også at må søge samme beskyttelse i meget nær fremtid.



Den såkaldte Chapter 11 er en kontrolleret betalingsstandsning, som måske overleves via statslån og garantier fra banker, men man tærer hårdt på velviljen, når man som US Airways ryger derud for anden gang.



Udgifterne i US Airways er, som i de øvrige store amerikanske selskaber, alt for store i en presset konkurrence med faldende billetpriser. Det var de også første gang, dengang gik piloterne med til en samlet lønnedgang på 1,2 mia. dollar. Derfor er de mere end uvillige til at gå med denne gang.



Indtil videre flyver selskabet som normalt og alle billetter accepteres, “men vi har ikke ubegrænset tid,” siger selskabets præsident og indikerer, at det kan ende med en konkurs.



Således siger en ekspert i luftfartsaktier, Dan Kasper, til The Wall Street Journal: “Hvis ikke fagforeningerne nu kommer til fornuft og accepterer ledelsen udspil, kan det snart være forbi. Så må US Airways lukke og slukke.”

Skrevet af