Busvognmænd skælder ud på trafikministeren

Trafikminister Flemming Hansen lovede 1. december, at han omgående ville sørge for kontakt til de tyske færdselsmyndigheder for at få dispensation, så også nye danske sovebusser kan køre igennem Tyskland denne vinter.



”Nu er der gået over en uge, og der har stadig ikke været noget møde med de tyske myndigheder. Det er simpelthen uartigt, en hel branche er truet på sit levebrød, hvis der ikke kommer en dispensation,” siger Thorkild Højvig, formand for busfraktionen under Danmarks Rejsebureau Forening.



”Jeg forventer, at Trafikministeren vil sørge for, at hans løfte bliver udført, og at vi senest 15. december har en afklaring på den tyske enegang,” siger Højvig og tilføjer:



”Vi har klare forventninger om, at Trafikministeren vil genoverveje indførelsen af danske specialregler for sovebusser. Branchen opfatter effekten af disse som minimal, måske med modsat effekt af hensigten om mere sikkerhed for forbrugeren.”



Danmarks Rejsebureau Forening fremlagde torsdag sine synspunkter på et møde i Folketingets Trafikudvalg. DRF’s indtryk var, at der er en positiv holdning i udvalget til at få fjernet de skævheder, de nye tiltag har medført, oplyser DRF.



”Jeg har en forventning om, at den nye danske bekendtgørelse snart trækkes tilbage, og først træder i kraft, når der er overblik over, hvad der reelt skal til for at øge sikkerheden i sovebusser. Hvis det ikke sker, forudser jeg en udflagning af dansk sovebuskørsel til udenlandske busvognmænd. Det er helt urimeligt, at vi presses til dette,” slutter Thorkild Højvig.

Skrevet af