Dagens kommentar

CPH`s direktør Niels Boserup er ikke uden grund stolt af at 40 flyselskaber har sagt ja til at holde møde med lufthavnens salgsafdeling. Den pludselige interesse skyldes CPH`s gode renomme og de seneste års mange investeringer.



CPH er flot og kan blive velfungerende.

Men måske først og sidst også udsigten til, at passagerafgifterne forsvinder. Det gør det selvfølgelig lettere at trække nye kunder til.



Skiftende regeringers lyst til at plage erhvervslivet med denne ekstra skat, står i et meget skralt lys. Med løftet om at den helt forsvinder, styrkes dansk lufttrafik øjeblikkelig.



Hvorfor skulle det tage så lang tid og en række af passive trafikministre, før der skete noget.



CPHs tiltrækning er så udpræget denne weekends glædelige nyhed.



Og så til den dårlige: det står sølle til med præcisionen, når det gælder afgange.



Der er få af de store lufthavne, der har flere forsinkelser. Det er nu dokumenteret, at hovedreglen er, at fly i CPH ikke går til tiden.



Om det er de store aktører – læs: SAS – eller CPH, der bærer ansvaret for de chokerende mange forsinkelser, kan være uigennemskueligt.



Men det burde ovenpå en skandalepræget sommer, have den absolutte topprioritet at få ændret på den statistik.



Skal CPH fastholde sin position som en af Europas velanskrevne lufthavne, er her yderligere et problem, der skal effektivt løses.



For hvordan kan CPH overveje at tiltrække flere flyselskaber og øge antallet af afgange, når det øjensynligt kniber med en tilfredsstillende afvikling af den eksisterende transport?



Udover langsommelige sikkerhedstjek og check-in, tekniske problemer med bagage-bånd, udenlandske turister og danskere på vej på ferie uden kuffert og med daglange forsinkelser, må de massive daglige forsinkelser være højt oppe på agendaen.



Vi behøver hverken flere gode og dårlige nyheder fra CPH. Vi behøver en troværdig plan for, hvordan problemerne kan løses.




Skrevet af