Lavere passagervækst i Københavns Lufthavn

Dash-8-problemerne i SAS har konsekvenser for antallet af passagerer i Kastrup. Det fremgår af kvartalsregnskabet fra Københavns Lufthavne.
”Forventningerne til passagervæksten for 2007 reduceres til 2-4 pct. i Københavns Lufthavn, delvist grundet SAS’ tilbagetrækning af Dash 8-flyene,” skriver København Lufthavne A/S i en regnskabsmeddelelse.

Da året begyndte, ventede selskabet en passagervækst på 4-6 pct., men pga. SAS-strejker i foråret nedjusterede man til 3-5 pct. Nu giver de nødlandede Dash-fly, som er taget ud af drift, så endnu en nedjustering.

Københavns Lufthavne har efter årets første ni måneder et overskud før skat på 1,1 mia. kr., hvilket er en forbedring på 200 mio. kr. i forhold til samme periode i 2006.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 30. oktober, 2007)

Skrevet af