Chefskifte i trængte Spanair

Ret så overraskende meddelte SAS i går – uden særlig begrundelse – at adm. direktør for SAS datterselskab Spanair, danske Lars Nygaard, har meddelt, at han med omgående virkning ønsker at træde tilbage og overgå til anden virksomhed.



Hans job overtages af Marcus Hedblom.



Spanair var i forbindelse med kvartalsregnskabet fra SAS for nylig udsat for kritik fra analytikere og eksperter, fordi selskabet i årets ni første måneder har haft et underskud på 91 mio. sv. kroner mod et overskud på 272 mio. i fjor.



Samtidig understregede koncernchef Mats Jansson, at SAS stadigvæk ønsker at sælge, men at det sandsynligvis ikke bliver i år. Formentlig fordi selskabet ikke pt. kan indbringe en fornuftig pris, bl. a. på grund af stærk konkurrence og dalende priser på flybilletter i Spanien.



Den såkaldte yield (gennemsnitsindtægt) falder konstant.



Det er ikke oplyst om Lars Nygaards fratræden har noget at gøre med det svage regnskabsresultat.

Skrevet af