Ryanair reducerer i Jylland









Lavprisselskabet Ryanair skærer voldsomt ned på ruterne fra Danmark. Mere end en tredjedel af den irske operatørs afgange fra jyske lufthavne spares væk de kommende måneder, skriver Jyllands-Posten.



En del af reduktionerne er bestemt af sæsonen, fordi der er færre fritidsrejsende i vinterhalvåret.

Men også Ryanair er plaget af høje oliepriser og afmatning i økonomien.



I Billund fjernes 11 af 33 ugentlige afgange. Ruterne til Pisa, Madrid og Valencia lukker helt fra efteråret. Samtidig reduceres antallet af flyvninger til Alicante, Dublin og Barcelona. Til gengæld åbnes en ny rute til Edinburgh om et par uger.



Fra Aarhus Lufthavn lukkes ruten til Barcelona, mens London halveres fra to til en daglig flyvning.



”Vi har begrundet håb om, at ruterne til Valencia og Pisa genåbnes til foråret,” siger Billunds lufthavnschef, Jørgen Krab Jørgensen.



I Aarhus Lufthavn siger lufthavnsdirektør Ole Paaske:

”Barcelona er en sommerrute, og selskabet har tidligere reduceret kapaciteten til London om vinteren. Jeg forventer, at begge flyvninger genoptages til foråret.”



Ryanair har de seneste år oprustet betydeligt i Danmark, hvor Billund er blevet hjemsted for en halv snes ruter. Over hver femte passager fra Billund i august fløj med Ryanair.


Skrevet af