Ryanair driller SAS

I dag præsenterer koncerndirektør i SAS, Jørgen Lindegaard, luftfartsselskabets årsregnskab, som ventes at afsløre et underskud. Det har fået en af SAS konkurrenter, nemlig lavprisselskabet Ryanair, til at ville gnide yderligere salt i såret. For hver 100 mio. svenske kroner, SAS har tabt i 2004, vil det irske flyselskab forære 10.000 flybilletter væk. Analytikerne spår et SAS-underskud på ca. 1,5 mia. svenske kroner, hvilket betyder at omtrent 150.000 flygæster kan rejse gratis med Ryanair. Dog skal de stadig betale flyskatter og afgifter på op til 190. kr. pr. billet. Billetterne fordeles på Ryanairs 16 skandinaviske ruter, og foræringerne begynder i eftermiddag og fortsætter til og med 17. februar. I Danmark flyver Ryanair fra Århus og Esbjerg og desuden fra Malmö i Sverige.
(Politiken, 10/2)

Skrevet af