Rejsebureauer reklamerer for kopivarer

Rejsebureauerne reklamerer med, hvor der kan købes kopivarer. Det sker, selv om det er forbudt at bringe piratkopierede varer hjem til Danmark, oplyser DR Penge.



Som eksempel, siger DR Penge, står der i Ving Rejsers vinterkatalog om Bangkok følgende under “God mad og shopping”: “Shoppingsulten kan stilles på Pratunam-markedet eller natmarkedet ved Patpong, hvor boderne med kopivarer ligger skulder ved skulder.”



Ving og MyTravel er ikke ene om henvisninger til, hvor der kan købes billige kopivarer. En søgning på nettet viser, oplyser DR, at ti danske rejsebureauer bruger kopivarer i deres markedsføring.

DR’s hjemmeside nævner disse rejsebureauer og har links til deres hjemmesider: Tyrkiet Eksperten,

Profil Rejser, Kuoni, Besttravel, MyTravel, Marco Polo Tours samt C&C Travel – sidstnævnte skriver dog på sin hjemmeside: ”det er ulovligt at tage kopivarer med hjem til Danmark – også selvom det kun er til eget brug.”



Hos Told og Skats TaskForce Varemærkeforfalskning bekræfter funktionschef Trine Dancygier, at stadig flere tager piratkopierede varer med hjem til Danmark.

”Primært tasker, sko, ure og beklædningsgenstande,” siger hun.



Det er forbudt at tage kopivarer ind i Danmark, men EU har en bagatelgrænse, forklarer Trine Dancygier: ”Hvis man hjemtager til eget forbrug og holder sig inden for rejsegodsreglerne – ”andre varer” for 1.350 kroner – er det ikke noget, vi rører ved. Det er en bagatelgrænse.”



Til DR Penge siger advokat Sture Rygaard, formand for Dansk Forening til bekæmpelse af produktpirateri, at danske rejsebureauer bruger muligheden for at købe kopivarer til at sælge rejser.

”Det er moralsk forkasteligt, fordi man forsøger at sælge sin egen forretning på købe af kopivarer. Det er netop takket være turisterne, at man kan have sådan nogle markeder,” siger han og opfordrer rejsebureauerne til at fjerne henvisningerne til kopivarer fra kataloger og hjemmesider.


Skrevet af