Vred over BAs udskudte flytning til Terminal 5

Beslutningen fra BA og spansk-ejede British Airport Authority (BAA), som bl.a. ejer Heathrow, om at vente endnu to måneder med at flytte BA’s langrutefly til T5, giver kædereaktion hos andre flyselskaber i lufthavnen.



Bl.a. i Skyteam-alliancen, hvor Delta, Continental og Northwest skulle samles i Terminal 4 fra sidst i denne måned med deres Skyteam-partnere Air France og KLM.



De tre amerikanske selskaber er nye kunder i Heathrow efter Open Skies-aftalen mellem EU og USA trådte i kraft i sidste måned.



Også Heathrows næststørste bruger, Star Alliance-medlemmet British Midland, som SAS og Lufthansa ejer 49,9 % af, skulle fra slutningen af denne måned være rykket til T4.



En vred koncernchef for British Midland, Nigel Turner, siger: ”Det er en uhyrlig beslutning fra BA og BAA, foretaget uden omtanke, overvejelse eller konsultering af andre flyselskaber.”



”BAA og BA viser med deres beslutning total mangel på hensyntagen til andre flyselskaber og deres passagerer i Heathrow,” siger British Midlands direktør ifølge Reuters og tilføjer:



”Problemerne med T5 skyldes udelukkende fejl og mangler hos BA og BAA. Dette er endnu et klart eksempel på BAA’s respektløse behandling af flyselskaber og deres passagerer.”





Selv om den nye T5 ér stor – er den ikke så stor, at den har plads til fx BA’s partnerselskaber fra Oneworld.

Skrevet af