Ryanair håner SAS

Det irske luftfartsselskab benyttede torsdagen til at angribe SAS’ aktiviteter. Topchefen Michael O’Leary offentliggjorde 13 nye ruter til og fra Stockholm-lufthavnen Skavsta, og samtidig angreb han den nye SAS-strategiplan, der blev fremlagt onsdag:
”Det er godt nyt for Ryanair, for den strategiske plan, SAS fremlagde onsdag, var bare noget vrøvl. SAS vil øge indtægten med 4 mia. svenske kroner og sænke omkostningerne med 2,8 mia. svenske kroner. Det betyder prisstigninger. Jo mere SAS øger priserne og reducerer servicen, har gamle fly og strejker, jo bedre er det for Ryanair,” siger Michael O’Leary.

Ryanair har endnu ingen planer om at flyve fra København. Selskabet mener, at Københavns Lufthavn er for dyr og venter efter alt at dømme på, at lufthavnen åbner Roskilde Lufthavn for lavprisselskaberne.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, den 15. juni, 2007)

Skrevet af