Danskerne svigtede ikke sommer-Danmark

Charterrejsebureauernes triumferende pressemeddelelser har gennem sommeren nærmest givet indtryk af, at det halve Danmark var draget sydpå i protest mod det danske sommervejr. Virkeligheden var en anden, viser Danmarks Statistiks overnatningstal for hoteller, feriehoteller og campingpladser i juli. Faktisk var der markant flere danskere på de nordjyske hoteller og feriehoteller.



Det oplyser Turisme Midt-Nord, den mest synlige af provinsens turismeorganisationer.



Juli i år var slet ikke den katastrofe for indenlandsk turisme, charterrejsebureauerne gerne har villet gøre den til. Ikke overraskende blev campingpladserne – som er den mest vejrafhængige ferieform – ramt af nedgang. Nedgangen var knap 7%, men i Viborg Amt var der 4.000 flere danske campingovernatninger i juli 2004 end i juli 2003.



Der var også 31.000 flere danske overnatninger på hoteller og feriehoteller i Nordjylland – en fremgang på 16% i forhold til juli 2003.



”Kort sagt: status quo, når det gælder danske overnatninger i regionen i juli. Det var altså ikke “vores” turister, der “flygtede” ud af landet. Og da hotel- og feriehotelgæsterne har et højere døgnforbrug end campinggæsterne betyder det faktisk, at danske turister i juli lagde op mod 25 mio. kr. mere i regionen end i samme måned i fjor,” siger direktør Jørgen Hansen, Midt-Nord Turisme.



På landsplan er billedet nogenlunde det samme: Der var færre danske campister i juli, men flere danske gæster på hoteller og feriehoteller.



Der er endnu ikke regionale tal for feriehusudlejningen i juli, som traditionelt tegner sig for omkring halvdelen af alle registrerede overnatninger.

Skrevet af