Mere ferie holdes i Danmark

I løbet af 10 år er antallet af danske ferieovernatninger i Danmark steget fra 16,3 mio. til lidt over 22 mio. Selvom rigtig mange danskere drager sydpå i ferien, bliver flere og flere herhjemme.
”Med den femte og sjette ferieuge har danskerne fået mulighed for at tage mere ferie ud af deres arbejdsliv, og den bliver brugt til at holde mindre ferier flere gange om året i stedet for at holde en eller to lange ferier. Det har fået mange danskere til at holde mere ferie herhjemme frem for at rejse til udlandet,” siger Dorte Kiilerich, adm. direktør i VisitDenmark.

Handler det om ro og afslapning i ferien, er det Danmark, der står først på listen. ”Der er en tryghed i at blive hjemme, og det afgørende for mange danskere, når de holder ferie, er ro og afslapning kombineret med oplevelser,” siger Dorte Kiilerich.

En undersøgelse fra Nordea viser, at tre ud af fire danskere tilbringer sommerferien i Danmark, mens 59 pct. også vælger at tage til udlandet. Dermed lægger de danske feriegæster også nogle af de 34 milliarder kroner, som de hvert år bruger på at holde ferie, i Danmark. Ifølge Nordea vil hver husstand i gennemsnit bruge 13.400 kr. på ferien.
”Danskernes privatøkonomi er i øjeblikket stærk, idet ledigheden fortsætter med at falde, mens reallønnen er stigende. Men man er alligevel blevet mere forsigtig i forbrugsadfærden i takt med, at væksten i friværdien på den ene side aftager, mens renten på den anden stiger og fordyrer de faste boligomkostninger,” siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehman Erichsen.

Ifølge Nordea regner danskere ikke med at bruge lige så mange penge på ferie i deres eget land som i udlandet. Hvor en husstand forventer at bruger 16.900 kr. på en udlandsferie, ligger beløbet på 11.800 for en ferie i Danmark.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 25. juli, 2007)

Skrevet af