Lovgiverne i Singapore overvejer at lempe på de skrappe restriktioner for, hvad landets indbyggere må foretage sig med hinanden, rapporterer det norske nyhedsbureau NTB.
Således vil man fjerne det årelange forbud mod at dyrke oral- og analsex – discipliner, der i dag er forbudt også hjemme i soveværelset i den lille, stenrige ø-stat.
Derimod skal homoseksuelle ikke sætte næsen op efter et lettere liv. Singapores forbud mod “simpel usømmelighed” mellem to personer af samme køn vil fortsat bestå, oplyser NTB.
I den kommende lovpakke vil man også sætte ind mod prostitution og sex-turisme. Mens oral- og analsex hidtil har været forbudt, er det først nu, at man overvejer at gøre det strafbart at købe sex af en person under 18 år. Straframmen ventes sat til syv års fængsel, mens blot en samtale med en mindreårig med henblik på at købe sex sættes til to år.

STANDBY.DK Nyt om rejser

