IC4-tog på banen

I første omgang bliver det kun de togrejsende mellem Århus og Aalborg, der kan se frem til et nyt og lækkert IC4-tog. Op til fire togsæt vil køre i overvåget prøvedrift på ruten, hvilket vil sige, at toget ikke indgår i en fast køreplan. Planen er to daglige dobbeltture på strækningen, men melder der sig en fejl på toget, vil det blive taget ud af drift.
”Jeg kan garantere, at der kommer børnesygdomme,” fastslår adm. direktør Søren Eriksen.

Det er fejl, som man først opdager, når toget kører med passagerer. Derfor kan DSB heller ikke garantere de rejsende, at de kan forvente et IC4-tog på bestemte afgange.
Men når danskerne engang for alvor kommer til at rejse med IC4, kan de se frem til hidtil uset komfort med ekstra god benplads, og derudover vil hver plads have sit eget strømstik.

DSB lover, at der senere på året vil foreligge en plan for, hvordan og hvornår den øvrige implementering af de nye tog skal ske. Søren Eriksen er for længst holdt op med at love bestemte datoer.
”Men det bliver til efteråret. Det skal man tro på, fordi vi siger det,” siger Søren Eriksen.
Endnu mangler DSB tilladelse til at køre under Storebælt samt tilladelse til at køre med sammenkoblede togsæt.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 23. juni, 2007)

Skrevet af