Maersk Air-samarbejde med Iberia og Olympic

Maersk Air har netop indledt samarbejde med spanske Iberia og græske Olympic.




Mens det er codeshare med Iberia på Maersk Airs daglige rute fra CPH til Barcelona og Iberias fra København til Madrid, er det i første omgang kun en prissamarbejdsaftale med Olympic, der 1. november stoppede mellem CPH og Athen, værtsby for sommer-OL 2004.



Underskriften fra Iberia har været længe undervejs. Men efter Oneworld-medlemmet så Maersk Airs succes på København-Barcelona kom den på plads.



Iberia og Maersk Air begyndte deres code-share i går, mandag. Kommerciel chef i Maersk Air, Keld Mosgaard Christensen, siger:




“Vi har arbejdet med dette projekt det seneste år og nu får vore passagerer en lang række muligheder til et stort antal indenrigsdestinationer i Spanien – både via både Madrid og Barcelona. Desuden indebærer samarbejdet hurtige flyforbindelse til Sydamerika, hvor Iberia nok er det førende flyselskab.”



Iberia er det største spanske flyselskab, sidste år havde Oneworld-medlemmet ca. 28 millioner passagerer, og sammen med Iberia Regional Air Nostrum ca. 1.000 daglige flyvninger til 100 destinationer i 60 lande.



OGSÅ SAMARBEJDE PÅ ATHEN




Maersk Air har også netop indgået en samarbejdsaftale med Olympic Airways på den daglige Maersk Air-ruten mellem København og Athen samt til et stort antal græske indenrigsdestinationer samt til Mellemøsten og Sydafrika.



Samarbejdet betyder, at Olympic – der 1. november stoppede med at flyve på København, fortsat kan tilbyde sine passagerer gennemgangspriser fra København og Billund til sit indenrigs- og udenrigs rutenet ud af Athen.




Maersk Air kan også tilbyde flere daglige flyvninger til Grækenland fra Billund, via fx. Amsterdam, Milano, München og Paris. Keld Mosgaard siger:



”Her i vinter har kun Maersk Air direkte regelmæssige forbindelse mellem København og Athen. Med aftalen er der nu adgang til det græske indenrigsnet samt gode forbindelser med Olympic Airways til Mellemøsten og Sydafrika.”



Olympic Airways er det førende flyselskab i Grækenland med ca. syv millioner passagerer årligt. Selskabet betjener 30 græske indenrigs- og 37 internationale destinationer i mere end 30 lande.




SAS’ lavprisselskab Snowflake flyver på CPH-Athen to gange om ugen og til næste forår åbner selve SAS også på ruten.




”Men selv om SAS også åbner på ruten har Maersk Air ingen planer om at trække sig. Med Olympic som partner i den anden ende bliver det nu endnu lettere at fylde sæderne,” siger Keld Mosgaard til Take Off.



Maersk Air sælger i dag 10% af sine billetter over nettet – og det er Keld Mosgaard godt tilfreds med.




”Halvdelen af vores rutebilletter sælges via vor mange samarbejdspartnere blandt flyselskaberne, så reelt er det 20% af de billetter, vi selv sælger, som ryger over disken på denne måde,” siger han. Han glæder sig over selskabet nyeste rute, Billund til sydnorske Kristiansand. ”Den går langt over forventet på navnlig morgen- og aftenafgangen. Her flyver vi direkte, mens middagsflyet mellemlander i Aalborg.”



Maersk Air har seks ruter ud af København til Athen, Barcelona, Færøerne, Lissabon, London Gatwick og Venedig.




Fra Billund flyver Maersk 11 ruter til Amsterdam, Bruxelles, Frankfurt, Færøerne, Kristiansand, London Gatwick, Milano, München, Oslo, Paris og Stockholm.

Skrevet af