Selvom mange europæiske flyselskaber er presset på økonomien, oplever de fremgang i passagertallene. Således var der i alt sidste år 307 mio. passagerer hos de flyselskaber, som er medlem af AEA, som er en sammenslutning af europæiske flyselskaber.
Dette tal svarer til en fremgang på 5 pct. i forhold til året før. Væksten i passagerkilometre var 9 pct. sidste år, og dermed er luftfarten på et højere niveau end da krisen begyndte i 2001.
AEA-selskabernes trafik voksede i Europa 6 pct., mens den i Nordamerika steg næsten 7 pct. Væksten var, i forhold til 2003, størst på afgangene til Fjernøsten, som steg godt 19 pct. Den store vækst her skyldes dog også, at SARS-epidemien påvirkede 2003-trafikken markant.
De største flyselskaber i AEA er Air France/KLM, Lufthansa og British Airways.
(Jyllands-Posten, 15/6)
Tagget med: Air France British Airways KLM Lufthansa