Rejsebranchen skal bruge totalpriser

Stadig mange rejsebureauer bruger ikke totalpriser i deres annoncering – det strider mod dansk lovgivning: forbrugere skal have totalpriser og ikke overdænges med mere eller mindre fantasifulde ”ekstra omkostninger.”



Totalpriserne skal inkludere alle obligatoriske beløb, kunden ikke kan undgå at betale, f.eks. flytillæg, handling fee, obligatorisk rengøring, el og meget mere, kreativiteten er stor, når det gælder ”obligatoriske tillæg”, skriver DRF i sit nyhedsbrev. En større revision af markedsføringsloven er på vej, den vil skærpe kravene til overskuelig og gennemsigtig annoncering af priser.



OPGIVER SORTLISTNING AF UHÆDERLIGE REJSEBUREAUER

Danmarks Rejsebureau Forening har i øvrigt opgivet at lave en elektronisk gabestok på sin hjemmeside med rejsebureauer der – uden at være DRF-medlem – anvender DRF’s logo og/eller almindelige betingelser. Sagen har været omtalt på Take Offs hjemmeside og i selve bladet.



DRF fandt ti bureauer, der refererede til DRF i deres salgsmateriale, men som ikke var medlemmer. Otte af disse har nu fjernet enhver reference til DRF, mens de to har søgt optagelse i DRF.



Men jagten på synderne fortsætter, siger DRF: Vi tror at flere rejsebureauer uberettiget refererer til DRF. En del har omskrevet de oprindelige betingelser, så det fremstår som de er udarbejdet af DRF – men reelt giver meget dårligere betingelser for kunden, f.eks. med refundering og tidspunkt for forudbetaling.

Skrevet af