Rejsebureau overvejer klageafdeling

Der er stor forskel på flyselskabernes service og hjælpsomhed overfor kunderne. Det gælder ikke kun lavprisselskaber kontra ruteselskaber, også over nogle af sidstnævnte kommer der høje suk fra rejsebranchen, bl.a. manglende hjælp med ombookinger, behandling af klager fra kunder osv.



Mange rejsebureauer klarer det praktiske for firmaer, det gælder ikke mindst erhvervsrejsebureauerne. Og leverandører til rejsebranchen, fx flyselskaber, hoteller, biludlejningsfirmaer osv., vil logisk nok gøre mere for at please et stort rejsebureau end en mindre firmakunde.



Derfor overvejer det store erhvervsrejsebureau Carlson Wagonlit Travel om det som en yderligere service til sine firmakunder skal oprette en klageafdeling med et par medarbejdere.

Det siger direktør for Account Management hos CWT Danmark, Torben Rodenberg (billedet), til Take Off.



Der er endnu ikke besluttet om en sådan afdeling skal søsættes. Men senest på et møde i går for en halv snes firmakunder blev tanken luftet – og alle sagde, at det var en rigtig god ide.



Der er i øvrigt intet officielt nyt endnu fra CWT om hvem der skal afløse dets nuværende direktør for Danmark, Lars Bording, som fra årsskiftet bliver salgs- og marketingsdirektør for SAS Danmark.



HB

Skrevet af