400 til årets store branchefest

MICE: Deltagerantallet til den årlige Danish Meetings & Events Award bare vokser. I år forventer arrangøren, MPI Denmark, op mod 400 til DEMA-showet i København 30. marts, hvor der uddeles 15 priser med 2-5 kandidater i hver kategori.

”Vi har allerede solgt over 100 billetter til dette års Danish Meetings & Events Award, mere end det dobbelte end til samme tid sidste år. Vores arrangement er ved at etablere sig. Før var der omkring 150 deltagere, sidste år havde vi over 350 og i år er loftet omkring 400. DEMA holdes i år i Terminalerne i Nordhavn, krydstogtterminalerne, der ikke bruges uden for sæsonen. En tredjedel af deltagerne er MPI-medlemmer.”

Det siger bestyrelsesformand for MPI – Meeting Professionals International – Denmark, Ulrika Mårtensson, til standby.dk

Salget af billetter til årets DEMA slutter 20. marts.

”Nogle deltagere ser lidt DEMA som et firmaarrangement. Derfor kan man i år vælge mellem at sidde med nogle, man ikke kender, for at netværke, eller med kolleger. Det kan man afgøre ved sin tilmelding, og det vil vi prøve at imødekomme,” siger Ulrika Mårtensson.

Hun tilføjer, at DEMA17 vil byde på mere faglighed med bl.a. udstillingsområde, hvor de nominerede ”cases” kan præsentere sig. DEMA skal ikke bare være en fest,” siger hun og tilføjer, at årets sammenkomst også får en lille smule talkshow-format med små interviews med vinderne i de 15 kategorier.

Mens det endnu ikke er officielt, hvem der står for underholdningen, oplyser Ulrika Mårtensson, at årets konferencier bliver Bo Krüger fra mødearrangøren Moving Minds.

Branchen har til 8. marts til at indstille prismodtagere i de 15 kategorier. Sidst år kom der over 100 indstillinger, der resulterede i 42 nominerede. I år bliver der 3-5 nominerede i hver kategori.

Ved DEMA hyldes de bedste med 15 priser. For at kvalificere udvælgelsesprocessen er juryen som noget nyt i år i fire grupper med hver sin jurygruppeleder og medlemmer. Eskild Hansen er juryformand for DEMA.

Ulrika Mårtensson siger: ”Det er vigtigt, at DEMA ikke kun er en prisfest, men er med til at udvikle branchen. Der bliver i år skruet op for faglige indslag – uden at der bliver skruet ned for de festlige.”

Se mere på hjemmesiden DEMA17.dk