Dansk uhøjtidelighed tiltrækker turister

Den vigtigste grund til, at udlændinge holder ferie i Danmark, er trygheden samt de frie og uhøjtidelige danskere. Det viser en ny undersøgelse, foretaget af VisitDenmark blandt borgere i Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Holland og Italien.

”Indbyggerne i vores nærområder omfatter Danmark som et hyggeligt land, hvor man føler sig tryg, hver der ikke er begrænsninger med indhegninger, hvor man kan tænke frit og agere frit. Det bliver vi opfattet meget tydeligt som, og det er kanon positivt,” siger Dorte Kiilerich, administrerende direktør i VisitDenmark.
Undersøgelsen viser, at billedet af Danmark som trygt, frit og uhøjtideligt, er blevet styrket, siden man foretog en tilsvarende undersøgelse i 2003. Dermed har Danmarks omdømme som turistland tilsyneladende ikke taget skade af Muhammed-krisen og urolighederne på Nørrebro i forbindelse med Ungdomshuset.
”Når de sager ikke har efterladt spor i dansk turisme, så har det især noget at gøre med, at nærmarkederne har så positiv en opfattelse af os. Den kulturelle udveksling bygger så stærke broer mellem landene, at der skal virkelig meget til for at forandre det. 93 procent af vores turister rejser hjem med en oplevelse, der enten er positiv eller meget positiv. Danmark leverer simpelthen varen,” lyder det fra Kiilerich.

I Norge er Danmark blevet markedsført under sloganet ”Det er dejligt at være norsk i Danmark”, og det er sket med succes, fortæller Dorte Killerich. ”Ni ud af ti nordmænd kender det slogan, og det er lige så godt brandet i Norge som Coca-Cola. Danmark har en rigtig positiv præference i Norge. Vi er simpelthen nummer et i verden blandt nordmænd, ja, det er faktisk hyggeligere at være nordmand i Danmark end i Norge, mener nordmænd”.

Udlændinge opfatter dog ikke Danmark som særlig dynamisk, og det er et område, der må arbejdes på at forbedre, mener Dorte Kiilerich. ”Vi har spurgt på et værdisæt, som hedder design/begavet, og det har vi oversat til nogle andre ord, herunder dynamisk. Men i forhold til andre lande, så opfatter omverdenen ikke Danmark som specielt dynamisk, og det synes jeg faktisk er noget, vi skal arbejde på at ændre. Danmark er langt mere dynamisk og moderne end det billede, vi ser afspejlet i undersøgelsen,” siger Killerich.

(Berlingske Tidende, den 13. juni, 2007

Skrevet af