Massivt nej til mobil i fly

“700.000 flypassagerer fra 76 lande går i en ny undersøgelse lavet af det engelske analyseinstitut  Skytrax klart imod brugen af mobiltelefoner i fly,” skriver  Berlingske Business Travel, mandag.
Hele 89,1 procent er imod bruges af mobil i fly, og det gælder alle aldersgrupper, mænd og kvinder og leisure- og forretningsrejsende. Ud af de 700.000 spurgte er omkring 30 procent kvinder,
og omkring 55.000 forretningsrejsende, der som et minimum har ni oversøiske rejser om året.

Denne undersøgelse ligger i tråd med tidligere undersøgelser i USA, hvor et flertal også klart gik imod brugen af mobiltelefoner.”Folk vil gerne have direkte adgang fra sæderne til Internet, e-mail og SMS.  Men mobiltelefoner er direkte imod hvad flertallet af kunder ønsker,” siger Peter Miller, marketingdirektør, Skytrax.

I øjeblikket undersøges om mobiltelefoner har indflydelse på flyets styreinstrumenter. To selskaber i Europa, bmi og TAP planlægger en eventuelt forsøgsperiode næste år, hvor mobiler i tre måneder bliver tilladt. Flere selskaber i USA menes også at være på vej. I SAS oplyser Mikkel Nielsen, SAS
Informationsafdeling, at SAS i øjeblikket ikke har planer om at tillade mobiltelefoner.

Mobiltelefoner bliver i Skytrax undersøgelsen sammenlignet med cigaretrygning. Dengang var rygning et forureningsproblem. Nu er mobil et støjproblem. Og også fra dansk side er der modstand: “Jeg er klart imod mobiltelefoner i fly. Jeg har prøvet fly i USA, hvor folk
snakkede i telefon,” siger Axel Chr. Rasmussen, direktør, Via Travel til Berlingske.
“Nogle snakker så højt, at selv kaptajnen kan høre det. Andre har ikke disciplin og hensynsfuldhed overfor andre passagerer. Kun få kan tale dæmpet. Det er fint man må tale indtil dørene i flyet lukker. På de korte ruter i Europa er det lige meget om man må tale i mobil. På de lange ruter skulle der være en telefonboks i flyet. Mobilsnak i hvert sit sæde er jeg imod,” siger Axel Chr. Rasmussen.

Skrevet af