Miljøet betyder ikke noget for danskernes rejseplaner

De fleste danskere mener, at flyselskaberne har det primære ansvar for at håndtere miljøkonsekvenserne ved at flyve. Konsekvenser for miljøet har betydning for 9 % af danskernes planer om rejse, mens prisen spiller en rolle for 57 pct. af de danske rejsende, viser en europæisk rejseundersøgelse fra British Airways.



16 % af nordmændene og 25 % af svenskerne siger i undersøgelsen, at konsekvenserne for miljøet har en betydning for deres planer om at rejse.



Peter Rasmussen, nordeuropæisk chef for British Airways: ”Tallene er overraskende, fordi danskerne generelt er meget bevidste om klima og miljø. Vi forventer, at hensyn til klima og miljø de kommende år vil spille en større rolle for rejsende. BA har et mål om at halvere sit CO2-udslip de næste 40 år.”



British Airways har siden 1990 forbedret brændstofeffektiviteten knap 30 pct. og reduceret CO2-udslippet med 60 mio. tons.



Flytrafikken bidrager med ca. 2 % af den samlede CO2-udledning. Det samme gør søtransport, mens vejtransporten står for knap 11 % af den samlede globale CO2-udledning.



Ifølge YouGov-undersøgelsen med 2.983 passagerer i ni europæiske lande, heriblandt Danmark, mener 57 % af danskerne, at flyselskaberne har det primære ansvar for at håndtere miljøkonsekvenser ved at flyve.



22 % siger, at regeringen har det primære ansvar, og 11 pct., at det er den enkelte rejsende. Hver femte svensker og nordmand mener, at den rejsende selv har det primære ansvar.



Alle interviews blev udført med rejsende, der havde fløjet de sidste 12 måneder.



”De fleste europæere mener, at flyselskaberne har det primære ansvar for flytrafikkens miljøkonsekvenser. Det ansvar påtager vi os gennem plan for reduktion af CO2-udledningen. Samtidig tilbyder vi kunderne at kompensere deres CO2-udslip ved flyveturen ved at betale et beløb med et klik på vor hjemmeside. Ved en returbillet mellem København og London er beløbet 25 kr. Vi investerer pengene i projekter, der beskytter den brasilianske regnskov”, siger Peter Rasmussen.

Skrevet af