Tvivler på fremtid for SAS

Formanden for CAU, SAS’ danske kabineansatte, ser ingen fremtid for det skandinaviske flyselskab. Midt i de afgørende forhandlinger om den samlede spareplan på 1,6 mia. kroner, hvoraf kabinepersonalet skal levere størsteparten, kommer den dystre og opsigtsvækkende melding CAU’s formand.



“SAS overlever ikke i sin nuværende form. SAS dør, og vi fortjener ikke at overleve sådan som selskabet drives i dag,” siger formanden for de 1.400 danske kabineansatte, Verner Lundtoft Jensen til Berlingske.



Det er særligt manglende visioner for fremtiden, der får kabineformanden til at afsige dødsdommen over SAS. Ligeledes er frustrationen stor over, at netop de kabineansatte er udset til at være den afgørende faktor for, om selskabet overlever ved levere besparelser på op mod 900 mio. kr. ud af de sammenlagt to mia. svenske kr. i den sidste del af spareplanen Turnaround 2005.



“Om vi så arbejdede gratis ville det kun dække halvdelen af SAS´ underskud på de interkontinentale ruter, der er på knap én milliard kroner. SAS pålægger os ansvaret for selskabets overlevelse, men vi må blot beklage og sige, at vores skuldre ikke er brede nok,” siger Verner Lundtoft Jensen.



Af samme grund tror de kabineansattes forhandlingsdelegation ikke længere på en aftale med SAS-ledelsen efter tre ugers forhandlinger i forligsinstitutionen uden resultat. Alligevel mødes parterne igen i dag, torsdag, klokken 10.



SAS ANBEFALER TRO PÅ FREMTIDEN




Adm. direktør for SAS Danmark, Susanne Larsen, beklager medarbejdernes dystre forudsigelser, men understreger, at de selv er herre over fremtiden.



“Jeg kan godt forstå, at der breder sig en træthed, men der er ingen grund til at miste modet. Når vi igennem det her, tegner der sig et spændende pespektiv for SAS med ekspansion,” siger hun.



HER ER “PLAN B”




Under forhandlingerne arbejder SAS’ øverste ledelse videre med en alternativ plan, der kan koste op mod 15.000 arbejdspladser. Planen indebærer bl.a. nedskæringer i trafikken og gradvis lukning af de oversøiske ruter.



I følge Berlingske indeholder Plan B disse punkter:



Lufthansa overtager flyvninger mellem Skandinavien og Tyskland.



Ruten fra København til Bangkok og Singapore lukkes 28. marts. De øvrige oversøiske ruter overtages af andre selskaber.



Nye SAS-lavprisselskaber i Danmark og Sverige.



Lavprissatsningen Snowflake lukkes.



SAS Commuter lukkes.



SAS dropper chartertrafik.



FRIST TIL 23. MARTS




SAS oplyste efter bestyrelsesmødet tidligere på måneden, at SAS i foråret opdeles i tre nationale skandinaviske selskaber samt et selskab til interkontinentale flyvninger. Dette skal strømline SAS og vil samtidig rydde op i junglen af fagforeninger, som tynger SAS.



Men forhandlingerne om sparekravet på 1,6 mia. kroner fortsætter mellem SAS og enkelte magtfulde faggrupper. Mens de norske SAS-ansatte har bøjet sig for SAS’ koncernchef Jørgen Lindegaards krav, stritter svenske og især danske piloter og kabineansatte imod. Og det kan koste danske job.



Jørgen Lindegaard siger, at SAS kan havne i en situation, hvor norske SAS-ansatte erstatter danske, hvis danskerne nægter at leve op til sparekravene.



Jørgen Lindegaard har forlænget fristen for at nå til enighed om en ny overenskomst til et ekstraordinært bestyrelsesmøde 23. marts.




”Med 39 fagforeninger, tre skattelovgivninger osv. har vi gjort alting gange tre. Vi har administration i Stockholm, København og Oslo. Vi har aldrig udnyttet stordriftsfordele, vi har haft,” siger han.

Skrevet af