Dyrevenner raser mod Spanien

De fleste af Spaniens mange fiestaer er sjove og spektakulære – men der er også nogle brutale og barbariske, hvor dyr pines og plages, og som burde forsvinde i den tågede historie, som de klamrer sig til i traditionens hellige navn.



Politiken har lavet en opgørelse over nogle af de værste fiestaer med dyremishandling.



I sidste måned var der byfest i Tordesillas tæt på Valladolid i det centrale Spanien. En granvoksen tyr på mindst 600 kg. drives ud på en mark, hvor mænd til fods og hest dræber den med lange lanser. I år varede det ”kun” 25 minutter.

Dyrplageriet i Tordesillas, som den konservative lokalregering i Catilla-y-Leon, har udnævnt til en lokal turistattraktion, samlede i år ca. 30.000 nysgerrige.



”Kulturel befinder disse mennesker sig i middelalderen. Det er ikke muligt at tale fornuft til dem,” siger talsmand for dyreværnsgruppen PACMA.



PACMA – med hjemmesiden: www.pacma.net – er egentligt et politisk parti, hvis formål er at afskaffe tyrefægtning og anden dyrplageri.



PACMA nævner overfor Politiken andre eksempler på dyremishandling under spanske fiestaer.

I Extremadura kastes pile og syle på en tyr, i Catalonien og Valancia-regionerne bindes halm om tyrenes horn og der sættes ild på – og i byer langs Middelhavet drives tyre ud over kajen og forhindres i at svømme i land.



”EU må forbyde tyrefægtning og fiestaer med tyre. Det er fortvivlende, at der stadig finder sted i det Spanien, der kalder sig moderne. Men Europa må ikke tro, at alle spaniere er vilde med tyrefægtning og dyrplageri – vi bliver flere modstandere,” siger talsmanden fra PACMA.



Blandt disse er forfatteren Rosa Montero, der igen i år har kritiseret ”orgiet i vanvittig sadisme.” I sin klumme i den vigtige avis El Pais, har hun tidligere skrevet:



”Der har altid været defekte mennesker, som nyder at se en anden levende skabning lide. Det værste er det sorte Spanien, og endnu mere forfærdeligt er det, at en demokratisk stat i det 21. århundrede tillader det.”



De moderne tider mod dyremishandling er ikke nået til Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark, som stadig på sin hjemmeside – www.spanien-turist.dk – har henvisning til tyrefægtning under ”begivenheder” – endda som øverste punkt på listen, foran f.eks. klassisk musik, dans, museer, karneval, sport og teater…



HB

Skrevet af