Flere rutsjebaner i Danmark

Prinsgemalen måtte tilbringe 15 minutter med at sidde fast i en lille vogn midt på ruten, fortæller TV2-Østjylland.

Fyrværkeri i dagens anledning, fik fintfølende sikkerhedssensorer i Tyfonen til at standse prinsens vogn kort efter start på den normalt halvandet minut lange tur.



Prins Henrik sad fast sammen med Tivoli Frihedens direktør, mens publikum kom med opmuntrende tilråb. Prinsen tog det ufrivillige ophold i Tyfonen humoristisk, og råbte, om nogen kunne bringe ham en kop kaffe, mens teknikere fik koblet banens sikkerhedssystem fra, så selskabet kunne bringes tilbage på sikker grund.



Tyfonen er en familievenlig bane med meget skarpe sving, hvor vognene kan snurre rundt om sig selv.



Om investeringen til 12 millioner kroner, har direktør for Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, tidligere sagt til Politiken:

”Man må udvikle sig eller afvikle sig. Nye forlystelser er et must i konkurrencen med andre parker. Mønsteret er tydeligt: De store parker opruster med nye forlystelser, mens de mindre sommerlande får det sværere.”



Nye forlystelser må gerne være noget højt, hurtigt og vildt – meget gerne en rutsjebane. Det er erfaringen i de store danske forlystelsesparker.



”Vores gæster er blevet mere forvænte og mere berejste, så de kræver mere af vores forlystelser. En stor rutsjebane giver masser af synlighed og omtale,” siger Søren Kragelund, direktør i Fårup Sommerland og formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark.



Siden årtusindskiftet er mulighederne for mavekildrende oplevelser i Danmark vokset.

Bonbon-land på Sydsjælland har fået ”Vildsvinet,” Legoland ”Extreme Racers,” Tivoli ”Dæmonen,” nordjyske Fårup Sommerland ”Falken” og Sommerland Syd ”Tornadoen” – en 40 meter høj og 618 meter lang rutsjebane, som på sine vildeste steder kører 80 kilometer i timen. Pris: 40 millioner kroner.

Publikumseffekten var til at få øje på: Over 20 % flere gæster besøgte forlystelsesparken i Tinglev, som i år fordobler antallet af billetkøer ved indgangen til seks.



Besøgsboomet svarer til erfaringer fra forlystelsesparker i andre lande – en stor ny forlystelse lokker op til 20 % flere gæster til i premieresæsonen, hvorefter kurven flader ud igen i årene efter.



Københavns Tivoli er også ved at være klar med en ny attraktion – det 80 meter høje ”Himmelskibet” ventes at åbne mandag i næste uge.


Skrevet af