Seniorturister bruger milliarder i Danmark



Verdens befolkning bliver ældre. Andelen, der er over 60 år, har været støt stigende, og tendensen vil fortsætte de kommende mange år.



Det giver store udfordringer for samfundenes indretning, men det giver også en masse muligheder – blandt andet for dansk turisme. Den øgede andel af seniorer i samfundet betyder nemlig, at ældre udgør en stadig større målgruppe på det globale turismemarked.



”De rejser mere uden for højsæsonen, de er ekstremt loyale og overrepræsenterede blandt de turister med et højt døgnforbrug. Ni ud af ti er gengangere, og hele 61 procent har besøgt Danmark fem eller flere gange indenfor de sidste fem år. Derfor er det en farbar vej til helårsturisme”, siger Kresten Nordestgaard Laursen, analytiker i VisitDenmark.



Skuldersæsonen, dvs. månederne maj, juni, september og oktober, er 60+’ernes foretrukne, når det gælder ferien i Danmark. Halvdelen af rejsegrupperne holder ferien i Danmark i disse måneder. 18 pct. af 60+ rejsegrupperne holder ferie i lavsæsonen (november-april). Dermed er de en vigtig målgruppe for helårsdestinationerne.



Den gennemsnitlige seniorturist bruger i gennemsnit ca. 9 % mere i døgnet end øvrige turister i Danmark. Og de har en gennemsnitlig opholdslængde på knap 9 dage, ” siger Kresten Nordestgaard Laursen.



Den gennemsnitlige 60+turist har et døgnforbrug på 479 kr. mod 439 kr. for de øvrige ferieturister i Danmark.


Skrevet af