44% gebyrer i samlet billetpris

De højeste gebyrer er fundet i Italien med 45% og i Storbritannien med 38%, mens de laveste gebyrer hos lavprisselskaberne findes i Tyskland med 31% og Spanien med 32%.

 

Alligevel er den gennemsnitlige besparelse ved at benytte lavprisselskaber 33% i forhold til traditionelle flyselskaber og kan være helt op til 39% for billetter, der er købt ni uger før rejsedagen. Den største gevinst findes på internationale flyvninger med 41%, mens nationale flyvninger kun giver besparelser på 20% i forhold til traditionelle flyselskaber.

 

Tidspunktet for bestilling er afgørende. Ved booking ni uger forud kan man spare 12% mere end ved booking syv uger før afrejse.

 

Det er den prissammenlignende web-side Kelkoo, der kommer med oplysningerne i sit ‘European Flight Index’.

 

Rapporten, der er gennemført for Kelkoo af analysefirmaet RDC Aviation, sammenligner over 5.000 priser fra 20 forskellige flyselskaber på 192 destinationer.

 

Lavest gennemsnitlig pris på de undersøgte ruter blev fundet hos lavprisselskabet Blue Panorama Airlines som var 59% billigere end gennemsnittet for alle aktører på ruterne. Lufthansa og British Airways havde de højeste gennemsnitlige priser – henholdsvis 33% og 31% over det samlede gennemsnit for ruterne.

 

Blandt lavprisselskaberne havde Ryanair den største gebyrandel på 40% oveni basisprisen. Alligevel hører Ryanair til blandt de absolut billigste transportører på sine rutenet.

Skrevet af Flemming Juul