Lindegaard skruer bissen på over for lufthavnen

Hvis planerne om en fordobling af transferafgifterne i Københavns Lufthavn føres ud i livet er SAS parat til at flytte endnu flere flyvninger til Oslo og Stockholm.



Det siger koncernchef Jørgen Lindegaard til Berlingske. Dermed bekræfter han, hvad den danske SAS-chef, Susanne Larsen, allerede har meddelt lufthavnens adm. direktør, Niels Boserup: “at det ville få drastiske konsekvenser.”



“Hvis Københavns Lufthavn virkelig mener, at lufthavnen klarer sig bedst som en ren punkt til punkt lufthavn, vil SAS blive tvunget til at overveje om der er en anden skandinavisk lufthavn, der er bedre egnet som vort hub,” siger Jørgen Lindegaard.



Ved et pressemøde inden påske sagde Niels Boserup, som citeret her i Take Off: “Vi bliver enige.” Forhandlingerne starter i denne uge.



Stridens kerne er et brev til den danske SAS-ledelse, hvor Københavns Lufthavn varsler en markant stigning af såvel den særlige security-afgift samt afgiften for gennemrejsende transfer-passagerer.



Det er et alvorligt anslag mod særligt SAS’ trafik til og fra København, hvor SAS har 75% af lufthavnens ca. otte millioner årlige transfer-passagerer. For SAS bliver det en ekstra udgift på 100 mio. kroner. Forslaget vil dog gøre livet økonomisk nemmere for lavprisselskaberne, der ikke har transfer-passagerer.



”At sende et brev til os uden anden form for forhandling er en meget speciel måde at behandle sin suverænt største kunde på,” siger direktøren i SAS.

Skrevet af