Sterling overtager Maersk Air (OPDATERET)

På et pressemøde torsdag formiddag fortalte Sterlings adm. direktør, Almar Örn Hilmarsson, at forhandlingerne om overtagelsen af Maersk Air begyndte for ”20 dage til en måned siden.”

Tilsyneladende er disse forhandlinger gået så gnidningsløst, at PR-bureauet, som stod for dagens pressemøde, allerede blev koblet på i sidste uge.



Sterling overtager alle Maersk Airs aktiviteter med undtagelse af Maersk Airs cargoselskab, Star Air, samt A.P. Møllers koncernjet, ”Jette.”



Almar Örn Hilmarsson betegnede det skete som ”et rationelt opkøb” og benægtede at det kun var sket for at bortskaffe en konkurrent. ”Vi har begge kæmpet hårdt om markedet, og konkurrencen gjorde, at det ikke så sundt ud for nogle af selskaberne fremover,” sagde den 32-årige islandske direktør.

Både Sterling og Maersk Air fik trecifrede millionunderskud i fjor.

Almar Örn Hilmarsson forventer alligevel driftsoverskud for det nye selskab allerede fra slutningen af næste år. ”Minus x minus skal give Plus… Vi skal overleve og holde andre konkurrenter væk,” sagde han.



Efter egne oplysninger bliver Sterling nu Europas fjerde største lavprisselskab, kun overgået af irske Ryanair, engelske Easyjet og tyske Air Berlin. Det nye stor-Sterling har en samlet omsætning på 5 milliarder kroner og samlet lige under 5 millioner passagerer.



De nye muligheder skal bl.a. bruges til at åbne nye ruter eller indsætte flere frekvenser på eksisterende. Begge selskaber betjener 40 destinationer, heraf konkurrerer de på en halv snes.

Sterling vil fortsætte konkurrencen med bl.a. SAS, men Almar Örn Hilmarsson sagde, at SAS ikke er eneste konkurrent samt at Sterling vil kigge grundigt på samtlige ruter.

Samtidig vil en række europæiske flyselskaber med interesse følge signalerne fra Sterling om Sterling fremover vil opretholde interline-aftalerne som Maersk Air i dag har ud af navnlig Billund i samarbejde med Air France, KLM, Lufthansa osv.



Overtagelsen af Maersk Air er sket hurtigt, derfor måtte Almar Örn Hilmarsson flere afgange afvise journalisternes spørgsmål og sige, at de mange detaljer først vil falde på plads de kommende måneder. Dette gjaldt bl.a. et spørgsmål om Sterling vil fortsætte med Maersk Airs ”fly-as-you-like” koncept.



Sterling, som det nye selskab skal hedde, vil fortsat koncentrere sig om lavprisflyvninger.



Forhandlingerne er foregået i dybeste hemmelighed, ikke engang Maersk Airs direktion var, ifølge Take Offs oplysninger, orienteret før de fik beskeden i morges. I morgen fredag vil Almar Örn Hilmarsson orientere Maersk Airs medarbejdere om overtagelse og hvad den vil indebære.



Sammenlagt får de to selskabet 30 fly, alle nye Boeing 737’ere. I første omgang er der knap 1.900 ansatte, heraf 675 hos Sterling. Der bliver brug for ikke mindst de flyvende, men ikke to personer i samme administrative stillinger.



Således sagde Almar Örn Hilmarsson, at der naturligvis kun skulle være en adm. direktør, og det skulle være ham. Bortset fra det flyvende personale skal alle søge om job i den ny organisation, og den bedste mand eller kvinde får jobbet, siger Almar Örn Hilmarsson.



Sterlings ejere er de samme som bl.a. også ejer det islandske lavprisselskab Iceland Express, Fons Eignarhaldsfélag, men der er ikke øjeblikkelige planer om at lægge Iceland Express ind i Sterling – Iceland Express skal primært give Icelandair konkurrence på de europæiske ruter til og fra Island.



Flyflåden i de to selskaber vil indtil videre være den samme. Maersk Air vil fortsat eje flyene, men leaser dem ud til Sterling. Der vil gå to måneder inden alle forhold er på plads, og handlen kan endelig lukkes.



De økonomiske betingelser offentliggøres ikke, mens selskabet bliver Nordens største og Europas fjerdestørste lavprisselskab. “Vi vil vokse, men lønsomhed er af afgørende betydning. Derfor skal vi rationalisere og effektivisere i begge selskaber. ” siger Almar Örn Hilmarsson.



Hvad det betyder, får man en ide om, når det oplyses, at det flyvende personale ikke vil blive berørt, bortset fra, at de skal have nye uniformer. Der skal også udvirkes nyt logo (og måske navn?).



Herefter kommer følgende til det øvrige personale fra den adm. direktør: ” Vi vil realisere betydelig synergigevinster gennem afvikling af dobbeltfunktioner og tekniske installationer. Personalereduktion i den administrative stab er uundgåelig, og vil ske ud far princippet om “best practice” og “best man”. Vi vil simpelthen opbygge en hel ny organisation, hvor enhver har mulighed for at søge ansættelse.



“Vi vil naturligvis sikre alle aftaler og kontrakter for såvel Maersk Air som Sterling. To hovedspor vil blive holdt i fremtiden, nemlig ruteflyvning og charterflyvning. Det er endnu ikke bestemt, hvor hovedkvarteret skal placeres.”

Skrevet af