Gult kort til Egypten giver problemer

Mindre end et døgn efter nye terrorbombninger i Egypten fløj Apollo/Kuoni et nyt hold danske turister af sted fra Københavns Lufthavn, selv om flere hellere ville være blevet hjemme.

Beskeden fra Apollo var som ventet: “Vi aflyser først, hvis Udenrigsministeriet skærper advarslen.” Det gjorde Udenrigsministeriet ikke i nat, men nøjes med et gult kort: “udvis største agtpågivenhed”.



Seneste melding går ud på, at der var seks danskere på stedet, og to er såret og indlagt på hospitalet og dansk kriseberedskab er på vej. De to var med Atlantis Rejser i Egypten.



I alt 18 meldes dræbt og 80 andre såret. 12 af de dræbte er egyptere, mens seks udlændinge, blandt andre en russer, en schweizer og et femårigt tysk barn, meldes dræbt.



Der er ifølge det egyptiske indenrigsministerium 20 sårede udlændinge. De kommer fra Danmark, Italien, Frankrig, Tyskland, England, Sydkorea, Libanon, USA og Australien.



Turismen i Egypten, og blandt udenlandske turoperatører med Egypten i programmet, går en svær tid i møde. I forvejen er antallet af danske turister faldet drastisk efter Egyptens rolle i forbindelse med Muhhamed-tegningerne, og i går kom så en ny drastisk drejning, da tre bombeeksplosioner i Dabah dræbte og sårede et ukendt antal mennesker.



Bomberne blev sprængt på en markedsplads, hvor der sidst på dagen var mange turister, også fra de mere internationale feriebyer som Sharm el Sheik. Noget tyder på, at danske turister herfra har været på tur til dykkerbyen Dabah, og at to er sårede heraf en alvorligt.



Det er tredje terrorangreb med bomber og dræbte turister på tre år i Egypten.

I 2004 blev 34 dræbt og flere hundrede sårede ved et feriested 500 km. syd for Sharm el Sheikh. I fjor ramte terroren hoteller i selve Sharm med 57 dræbte, og det startede en storm af protester mod danske bureauer og Udenrigsministeriet, fordi alle ikke blev hentet hjem straks. Da det skete, ville flere ikke have afbrudt deres ferie.



I går kom så tredje angreb, men fortsat har Udenrigsministeriet ikke trukket det røde kort og frarådet al unødvendig udrejse til Egypten. Først når det sker, kan bestilte rejser afbestilles uden tab.



Efter drastisk fald i efterspørgslen efter Egyptens reaktion mod danskere efter Muhammed-sagen var det kun Atlantis Rejser og Kuoni/Apollo som holdt fast af de større rejsearrangører.



Star Tour oplyser, at “gårsdagens bomber i Egypten betyder, at Star Tour nu skal beslutte om sommerens program til Egypten (Hurghada) skal gennemføres eller ej.

Indtil beslutningen er truffet kan kunder med sommerbillet til Egypten frit ombooke til et andet sommerrejsemål.

Star Tour forventer at have truffet beslutningen indenfor de nærmeste dage.”

Skrevet af