SAS lukker 11 ruter fra København

Når flyselskabernes vinterprogram træder i kraft 30. oktober, beskærer SAS kraftigt sine ”marginal-ruter” fra København. Til gengæld åbnes på London City som supplement til Nürnberg og Luxembourg, der startede i efteråret.

Og 5. december åbner SAS mellem København og Arvidsjaur i den nordsvenske vildmark. Ruten åbnes primært fordi tyske bilfabrikker har behov for flytransport til byens testbane, hvor de afprøver nye modeller under ekstreme vintervilkår. Ruten betjenes til udgangen af marts to gange om ugen.



SAS SKÆRER NED I KØBENHAVN

”Da vi overtog Snowflake, viste det sig, at nogle af ruterne ikke var så lønsomme, som vi troede. Den sparede kapacitet bruges på de nye ruter samt flere frekvenser til Stavanger, Bergen, Jönköping og Klaipeda,” siger SAS Danmarks direktør, Susanne Larsen til Take Off og tilføjer, at SAS også kigger på indtægterne fra dansk indenrigs.



”Der har været overkapacitet ud af København, derfor denne tilpasning. Vi skærer et par procent ned og får en mere effektiv produktion,” siger Susanne Larsen.



RUTERNE, DER FORSVINDER

SAS’ fokus på lønsomhed betyder, at hver enkelt rute skal hvile i sig selv, derfor lukkes disse Københavner-ruter 30. oktober:

Beirut, Istanbul, Krakow (Polen), Pristina (Kosovo), Sarajevo (Bosnien-Hercegovina), Vilnius (Litauen) og Zagreb (Kroatien).



Fra sommerprogrammet 2006 til april, er det farvel til Cairo og de spanske destinationer Malaga, Alicante og Mallorca.



Andre justeringer fra SAS på København er, at Gøteborg 9. januar reduceres fra 11 til 8 daglige afgange, mens Stockholm går fra 14 til 13.

1. juli stopper SAS en af sine to afgange på Wien, mens Manchester sænkes fra tre til to daglige afgange.



HB

Skrevet af