Cimber Air uden skyld

”Denne historie stemmer ikke overens med virkeligheden, og vi har derfor straks henvendt os til Radio Syd, som her til formiddag har dementeret historien,” skriver Cimber Air i en pressemeddelelse.

Havarikommissionen fremlagde i november måned en rapport om hændelsesforløbet og undersøger i øjeblikket sagen nærmere. Den foreløbige rapport kan læses på Havarikommissionens hjemmeside. Den 11. september 2006, havde Cimber Air flyet fået tilladelse fra Flyvekontrollen til at køre ud på startbanen. På vej derud opdagede Cimber Airs piloter et ankommende fly fra Sterling, som ikke havde fået landingstilladelse. Cimber Air piloterne fik bremset flyet i tide, så Sterling flyet kunne lande sikkert.

”Det er meget vigtigt for os at fastholde, at Cimber Air ikke var skyld i hændelsen, og vi imødeser den endelige rapport fra Havarikommissionen vedrørende hændelsen”, udtaler Flyvechef Søren Byrjalsen.

Omkring hændelsen udtaler informationschef for Statens Luftfartsvæsen (SLV), Thorbjørn Ancker:

”Der er efter de foreliggende oplysninger fra Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane (HCLJ) intet, der tyder på, at piloterne i Cimber Airs fly har begået fejl, hvilket bl.a. fremgår af båndudskriften, der kan læses i den foreløbige redegørelse. Statens Luftfartsvæsen har efter pågældende hændelse den 11.9. foranlediget indført forskellige tiltag, der skal forhindre at en lignende situation opstår igen, herunder at det ikke længere er tilladt at foretage visuel indflyvning til bane 22 i Københavns lufthavn, når kun den ene bane er i brug.”

Skrevet af