Top Rejser fortsætter ekspansion

Med hovedkvarter i Haderslev er Top Rejser et af Danmarks største full-service rejsebureauer med filialer i Aabenraa, Sønderborg og senest i Kolding, som åbnede i al stilhed for nogle måneder siden.



Adm. direktør Jens Rasmussen siger til Take Off: ”Mens de større erhvervsrejsebureauer koncentrerer sig få steder, foretrækker mange kunder nærhedsprincippet. Jeg vil gerne åbne flere filialer i år.”



Om markedet for erhvervsrejser, lyder vurderingen: ”Erhvervslivet rejser mere og vi har fået flere kunder. Vi rådgiver forretningsfolk om fordele og ulemper, fortæller om egne erfaringer. De store erhvervsrejsebureauer prøver at bilde kunderne ind, at de kan spare ved selv at booke på nettet – men glemmer at fortælle, at EDB ikke kan svare på mere, end det bliver spurgt om. Det kan vi.”



TILBYDER HJÆLP TIL ALLE REJSENDE

Derfor har Top Rejser er særligt tilbud til i princippet alle købere af rejser, også selv om de er kunder andetsteds. Det hedder Top Travel Consult.



”Top Travel Consult bygger bl.a. på den antagelse, at utrolig mange selvbookinger på nettet samt udregninger hos rejsebureauer sker til for høje priser. Vi vover den påstand – og det er dårlig nok en påstand – at Top Rejsers aftalepriser i meget stor udstrækning er bedre, end hvad de fleste kan finde på nettet. Derfor kan alle kontakte os,” siger Jens Rasmussen og fortsætter:



“Når kunden har fundet sin ønskede flybillet, hotel osv., kan de gennem Top Travel Consult e-maile os, hvad de har fundet. Vi går så i gang med at finde bedre priser for samme produkt. Finder vi ikke noget, koster det ingenting – finder vi en bedre pris, og kunden accepterer den, deler vi besparelsen.”



Sammenlagt har Top Rejser 700 kontokunder, fra små virksomheder, som rejser for f.eks. 50.000 kroner om året, til internationale med millioner på rejsebudgettet. ”Vi har mange gode kunder som de store erhvervsrejse-bureauer ikke får øje på,” siger Jens Rasmussen.



Top Rejser, som har 26 medarbejdere, forventer i år at omsatte for 100 millioner kroner.



Top Rejser er med i det jyske indkøbssamarbejde indenfor forretningsrejser, Rejsepartnerne. Sammenlagt har de fire musketerer i Rejsepartnerne, Vejle Rejser, Top Rejser, Mangaard Rejsecenter i Århus og Holstebro Rejsecenter en omsætning på den anden side af den halve milliard; dermed er de på størrelse med American Express i Danmark.

Skrevet af