Danskerne er utrygge ved at flyve

Hver fjerde dansker er blevet mere utryg ved at flyve efter det alvorlige uheld i Aalborg Lufthavn i søndags, hvor et SAS-fly måtte nødlande på grund af problemer med landingsstellet.

I en ny Gallup-undersøgelse svarer hele 39 pct., at de er ”meget mere” eller ”mere” utrygge ved at flyve. Særligt kvinderne har ændret holdning. Godt halvdelen af alle kvinder er nu utrygge ved at sætte sig ind i et fly, mens det for mændenes vedkommende er godt hver tredje, der ikke bryder sig om at det.

36 pct. af de adspurgte svarer, at de seneste dages begivenheder ”helt sikkert” eller ”muligvis” vil få dem til at vælge et andet flyselskab end SAS, næste gang de skal ud at flyve.

Hos SAS forstår de utrygheden hos danskerne, men SAS oplyser, at de har taget alle forholdsregler og arbejder på højtryk for at løse problemerne og dermed genskabe trygheden blandt passagererne:
”Vi forstår danskernes utryghed, men vi har groundet alle fly af samme flytype som de involverede, og det er med til at genskabe trygheden. Jeg hæfter mig ved, at flertallet af danskerne fortsat er trygge ved at flyve med os, ligesom alle vores store kunder i løbet af i dag har meldt tilbage, at de har tillid til os. Ingen skal være i tvivl om, at sikkerhed er absolut første prioritet hos SAS,” siger kommunikationsdirektør hos SAS, Anne Bove-Nielsen.

(Berlingske Tidende, d. 13. september, 2007)

Skrevet af