SAS i samarbejde med Royal League

Den skandinaviske fodboldturnering Royal League, som er en turnering mellem de fire bedste fodboldhold i hhv. Danmark, Norge og Sverige får nu prominente selskaber fra turismens verden som samarbejdspartnere. Det er Scandinavian Airlines Danmark A/S og Radisson SAS, som har indgået en kommerciel aftale med den skandinaviske turnering. SAS og Radisson bliver markedsført i turneringens kampprogrammer og på fordboldstadions, og til gengæld sørger de to selskaber for transport og hotelophold for de implicerede klubber samt deres fans og sponsorer. Jens Wittrup Willumsen, adm. Vicedirektør i SAS ser aftalen som en naturlig forlængelse af SAS´ engagement i topfodbold (SAS er i forvejen sponsor for den danske superliga) og han ser aftalen som en unik måde, hvorpå SAS kan kombinere en skandinavisk aftale med kommercielle muligheder og samtidig støtte skandinavisk klubfodbold. Fleksibilitet er et vigtigt nøgleord for aftalen, idet SAS med 84 daglige afgange mellem de skandinaviske hovedstæder altid har en afgang der passer de deltagende klubber. Desuden findes der stort set et Radisson SAS-hotel i nærheden uanset hvor turneringens hold spiller henne, og Ole Sorang, regional Salgs- og Marketingdirektør for Rezidor SAS, er overbevist om, at samarbejdsaftalen vil resultere i en positiv eksponering af kædens hoteller. Det ”skandinaviske fodboldmesterskab”, som Royal League også er blevet kaldt, begynder d. 11. november med finale til maj næste år – og danske fodboldfans kan glæde sig til et par spændende ”arvefjendeopgør”, idet de to hovedstadsklubber FCK og Brøndby er havnet i samme pulje.
(Standby, 9.11.2004)

Skrevet af