2008 er kodeordet for Bella Centers store nyheder

Bestyrelsen har givet grønt lys, og på tirsdag ventes Københavns Kommune at give grønt lys for den investeringspakke, som skal være med til at bære opførelsen af Københavns første og hidtil eneste multihal. Forventet indvielse 2008, eller senest året efter.



I går kunne adm. direktør Arne Bang Mikkelsen med glæde præsentere den kommende fem års plan for Bella Center, som i år har haft sit bedste kongresår nogensinde. Der er masser af visioner og realistiske planer. Først med en udbygning af kongresarealet med ny kongresbygning, derefter et hotel til ca. 300 mio. kr., og så en multihal til omkring det dobbelte.



– Vi har hørt meget om den multihal, vi har før set jeres planer om hotel kuldsejle ?



“Ja, men nu er det realiteter. Det er rigtigt at Rica- hotellerne i Norge bakkede ud af et hotelprojekt til 270 mio. kr., men det skyldtes stort set 11. sept. I New York. Denne gang bygger vi selv, og flere står på spring til at ville drive hotellet. Det går godt i København for tiden,” siger Arne Bang Mikkelsen til Take Off.



– Hvornår. Det er som om datoerne flytter sig hele tiden ?



“Vi har en arbejdsplan, der hedder at vi skal være færdige med det hele 2008. Først kommer kongresafdeling, så hotel og til sidst multihal. Det er ikke varm luft, det er realiteter. Den gode vilje og masser af tilsagn, plus en villig bestyrelse i Bella Center.



– Multihallen er vel den, der har fået de fleste linier i aviserne, både i Parken, i Tåstrup og ved Bella Center, men intet er blevet til noget ?



“Nu afventer vi et møde i Borgerpræsentationen på tirsdag, men jeg tror på det denne gang. Vi er mange parter involveret, og vi påtager os driften. Det sidste er det absolut vanskeligste at få nogen til for en hal med plads til 15.000 tilskuere til sport (med isbane) og store events. Vi arbejder tæt sammen med Danmarks Idrætsforbund. Om alt går vel kan vi tage meget store arrangementer fra 2009, og i idrættens verden arbejder man langsigtet, når man skal lægge billet ind på verdensmesterskaber og lignende.



– Det bliver vel en hård konkurrent til Parken ?



“Nej, da. I Parken kan der være op til 40.000, hos os er det 15.000. Vi er snarere en konkurrent til vores egen Forum, der kan rumme 10.000 tilskuere. Men også Forum har et flot overskud i år.



– Hvilken multihal af de mange, du har set, har imponeret dig mest ?



” Color Line i Hamburg bliver vort forbillede,” slutter Bang Mikkelsen.

Ejv.






Skrevet af