Den amerikanske triangel trækker stadig mest

Jesper Ewalds udtalelse kommer efter Take Off mandag bragte opgørelse fra USA’s rejsebureauforening, ASTA – American Society of Travel Agents – over de mest bookede feriedestinationer for amerikanere i USA.



2008 Hot Spots-liste toppes af Orlando, Las Vegas, San Francisco, Los Angeles, Miami, Seattle, New York City, Honolulu, San Diego og Washington DC.



”Som en af Danmarks største udbyder af ferierejser til USA, vil jeg blot konstatere, at ASTA’s tal ikke harmonerer med vores,” siger Jesper Ewald – som ikke vil oplyse, hvor mange USA-gæster, FDM forventer i år – udover, at ”det er et pænt 5-cifret tal.”



Jesper Ewald, der også er bestyrelsesformand i Danmarks Rejsebureau Forening, anslår, at antallet af danske rejsende til USA i år når over den kvarte million – en fremgang på mindst 10 % i forhold til i fjor. Ikke mindst hjulpet godt på vej af den svage dollarkurs.



”Når jeg kigger på vores bookinger til USA i år, har Californien 32 %, New York 26 % og Florida 22 %,” siger Jesper Ewald.

I Californien trækker San Francisco 16 % og Los Angeles 14 % – mens en nabostat, Nevada med Las Vegas, kun har 2 %. Hos ASTA er Las Vegas næststørste destination.



Alle andre destinationer i USA er bookingmæssigt, trods direkte fly med SAS, Continental og Delta Air Lines, ”peanuts,” siger FDM’s produktchef.



”Bookinger til Atlanta, Chicago, Seattle og Washington DC kan dårligt nok måles i procenter hos os,” siger Jesper Ewald og tilføjer om Deltas hovedlufthavn:

”Atlanta har et Coca-Cola museum og et stort akvarium, det er ikke nok som feriedestination. Atlanta er en af de destinationer, som først får besøg af danskere som har været et par gange i Californien, Florida og New York.”



Jesper Ewald er glad for, at Continental og Delta har åbnet ruter til København – om end Continental flyver på samme lufthavn som SAS, Newark ved New York.

”Udover Continental, Delta og SAS, er de selskaber, vi sender flest gæster med Air France, British Airways, KLM og Lufthansa,” siger Jesper Ewald – som efterlyser nyt om SAS’ rute fra København til San Francisco:



”Jeg håber SAS snart konkretiserer San Francisco. Ruten skal åbne til efteråret, men rejsebureauerne har ingen information om afgangstider og priser. SAS skal snart få dette på plads – udover prisen er et væsentligt salgsparameter at flyve direkte til en destination i USA.”



HB

Skrevet af