Avis og Budget Biludlejning i Danmark solgt til Sydafrika

”Selvfølgelig er det vemodigt,” siger Ivan Nadelmann (billedet), ejer og adm. direktør for Avis Biludlejning i Danmark til Take Off. I næste måned overtager sydafrikanske Barloworld, som kører Avis i Norge, Sverige og Sydafrika, Avis Danmark for 170 mio. kr.



Avis åbnede i Danmark i 1963. To år efter fik en ung handelselev, Ivan Nadelmann, ekstrajob i weekender og aftener med bilvask. Det blev starten på karrieren i Avis.

Ivan Nadelmann havde i sommer i stilhed 40 års jubilæum i Avis – allerede dengang var sonderingerne med sydafrikanerne i gang.



”Jeg ville være sikker på, at det var den rigtige løsning, så jeg holdt dem hen til det blev rigtig opportunt, til vi havde den bedste aftale for Avis i Danmark og vores medarbejdere. Jeg ville også se, hvordan sydafrikanerne gjorde det med Avis i Sverige og Norge. Og de gør det godt, for som i Danmark får Avis i Sverige og Norge travel awards som bedste biludlejningsselskaber,” siger Nadelmann og tilføjer, at der købsmæssigt ”har været en anden interesse. Men det var mere vigtigt med den rigtige ejer end en højere pris.”



AVIS FÅR NYT DANSK HOVEDKVARTER

I næste måned flytter Avis sit danske hovedkvarter ved Sjællandsbroen nogle hundrede meter til et nyt domicil på Sluseholmen – det gamle hovedkontor skal rives ned.



Men Ivan Nadelmann, der fylder 60 til januar, flytter ikke med. Kim Degel Svendsen, hans betroede medarbejder, overtager den daglige styring af Avis og Budget Biludlejning, som Avis købte for to år siden.



Avis er største biludlejer med 40% af det danske marked, fulgt af næsten lige så store Europcar, Hertz med 16% og resten hos Budget. Til sammen omsætter firkløveret, siger Ivan Nadelmann, for 800 mio. kr. Biludlejningsmarkedet er næsten på en milliard kroner i Danmark, skønsmæssigt fordeler andre 150 millioner kroner sig mellem de øvrige aktører.

Avis i Danmark har en bilflåde på ca. 3.000 og en årlig omsætning på ca. 250 mio. kroner.



NADELMANN HAR STADIG NOK AT SE TIL

Når Ivan Nadelmann om højest to uger siger farvel til Avis – han bliver dog bestyrelsesformand for Avis og Budget i Danmark samt indtræder i bestyrelserne i de skandinaviske selskaber – får han nyt kontor i Kristaniagade på Østerbro.

Herfra skal han med Avis’ økonomidirektør, Torben Otte Jørgensen, som også fratræder Avis og Budget (men også kommer i det Avis Danmarks bestyrelse), lede Biludan Gruppen, som Nadelmann ejer 90% af.



Biludan ejer fortsat Avis i Polen og REX Biludlejning i Cuba, Eurocarsale.com, der holder internetauktioner over biler, Bil Transport Kompagniet samt 1/3 af i Bilernes Hus i Silkeborg, Nordeuropas største bilsalgscenter.



Ivan Nadelmann og Torben Otte Jørgensen efterfølges af hhv. Kim Degel Svendsen og Peter Lemche Andersen. I Budget fortsætter direktør Claus Hansen.

Øvrige ledende medarbejdere – inkl. salgs- og marketingdirektør John Christensen – fortsætter i deres nuværende stillinger.



Læs mere om salget af Avis Danmark – brug søgefunktionen på Take Offs hjemmeside og skriv som søgeord: Avis og Budget



HB

Skrevet af