Debat: København er lukket land for weekendturisme

Af Michael Telling, President, First Hotels



Formanden for HK Handel Jørgen Hoppe har meldt ud, at turister må indstille sig på dansk søndagslukning, eller vælge andre destinationer velsagtens.



Og det er så tilsyneladende lige præcis hvad et stigende antal turister gør – altså vælger andre destinationer. Det gælder ikke mindst turister der rejser på kort storbyferie. Faktisk styrtdykker Danmark som turistmål generelt, og der skal konsekvent handling til fra regering og hele turistindustrien, hvis udviklingen skal vendes, så Danmark sikres en førerplads i den internationale oplevelsesøkonomi.



Og der er intet i HK formandens argumentation mod en liberalisering af lukkeloven, der holder vand. Som enhver anden forretning må Danmark – og landets forretningsliv – holde åbent, når der er kunder. Og forestillingen om, at der findes særlige kategorier af forretninger i bestemte områder, der har særskilt relevans for turismen er også en forestilling dybt forankret i fortiden. Moderne livsstilsrejsende kommer vidt omkring i byen og søger andre og bredere indkøbsoplevelser end tidligere. Og endelig må man spørge formanden, hvorfor HK ansatte skulle være særligt privilegerede i forhold til andre faggrupper hvad weekend- og helligdagsarbejde angår. Tænk hvis flyselskabernes kabinepersonale ikke fløj om søndagen, eller hvis hotelansatte lod gæsterne dukke forgæves op hvis de tillod sig, at ankomme på en søndag.



En liberalisering – eller endnu bedre en afskaffelse – af lukkeloven ville derimod være en vigtig faktor i styrkelsen af Danmark og især København som turistmål, og samtidig ville det sikre HKs egne medlemmer langt flere arbejdspladser i den hastigt ekspanderende oplevelsesøkonomi, der er landets fremtid.


Skrevet af