Arp-Hansen sælger hotel

Københavns største hotelgruppe, Arp-Hansen, afstod i går, mandag, driften af et af sine 10 hoteller, Hotel Christian IV i Dronningens Tværgade, til den tidligere direktør for Imperial Hotel, Peter Jørgensen. Han stoppede tidligere på måneden som direktør for Imperial, som blev overtaget af netop Arp-Hansen. Peter Jørgensen fik otte år hos Imperial – forinden havde han været 15 år hos Radisson SAS.



Arp-Hansen har haft Chr. IV siden 1986.



Til Take Off siger hotelgruppens ejer, Henning Arp-Hansen: ”Christian IV er med sine 42 værelser lille, vi har i dag én hoteldirektør til at dække Chr. IV samt hotellerne Opera og Astoria – men med tre hoteller er det svært at ”nurse” hvert hotel nok. Så jeg spurgte Peter Jørgensen, om han ville overtage Christian IV. Vi ejer stadig bygningen, Peter lejer hotellet som sin private forretning udenfor hotelgruppen.”



”Det hele er et spørgsmål om, hvem der er bedst til at tage sig af forretningen; vi er bedst til hoteller som Imperial, som jeg har store forventninger til. Fonden bag Imperial turde ikke alene tage driftsansvaret, så vi var glade for at rykke ind. Vi vil de kommende år lave noget unikt med Imperial og sammen med ejerne investere et trecifret millionbeløb i bl.a. en fordobling af antal værelser på Imperial,” siger Henning Arp-Hansen.



Henning Arp-Hansen siger, at der ikke er planer om at skaffe sig af med andre hoteller i gruppen. ”Imperial var et af de to hoteller i København, jeg gerne ville have. Det andet, som jeg ikke siger navnet på, er ikke til salg. Det er Arp-Hansen heller ikke – vi har ikke fået nogen købshenvendelser de sidste fem år,” siger han.



Arp-Hansen Hotelgruppe omsatte i sidste regnskabsår for 250 mio. og fik et overskud på 10%. Henning Arp-Hansen tager sig af nye projekter, mens Dorte Krak er adm. direktør for hotelgruppen.



Med Imperial – men uden Christian IV – har Arp-Hansen ni hoteller i København med 1.331 værelser. Med udvidelsen næste år af The Square på Rådhuspladsen med 76 værelser og Imperial de næste tre år, får gruppen over 1.600 værelser i det centrale København.

Hertil kommer andre 300 på gruppens kommende hotel, Copenhagen Island, som åbner i 2006 på en kunstig ø udfor shoppingcentret Fisketorvet i Københavns Havn.



ARP-HANSEN UDNÆVNER DIREKTØR FOR IMPERIAL

Ny direktør for Imperial bliver Peter Borup, der hidtil har været direktør for gruppens tre mindre hoteller, Astoria, Opera og det nu frasolgte Chr. IV.

Skrevet af