Jubeloptimister i Visit Denmark

VisitDenmark præsenterede i går en 4-års prognose for udviklingen af turisme i Danmark – den sagde, at Danmark i år vil miste 7 % af sine overnatninger, men at der fra 2010-2013 vil være en vækst på 5-6 % om året.



”Det ville være fantastisk, hvis det var rigtigt. Men vi har svært ved at forestille os, at udviklingen vender så drastisk allerede fra 2010,” siger Jens Zimmer Christensen, formand for Turisterhvervets Samarbejdsforum. Det består af de største brancheorganisationer i dansk turisme, Campingrådet, Danhostel, Feriehusudlejernes Brancheforening, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark og Horesta.



VisitDenmarks prognose, den første af sin art, er et skøn for, hvordan turismen vil udvikle sig de kommende år. Prognosen er blevet til via en økonomisk modelberegning, som inddrager den forventede udvikling på områder med betydning for turisternes tilstrømning til Danmark.



”En vækst på prognosens niveau kræver, at der allerede fra næste år kommer gang i verdensøkonomien, og at Danmark får bedre konkurrerevilkår end i dag. En vækst på 6 % i overnatningerne fra 2011 svarer til, hvad vi har opnået de seneste ti år med gode konjunkturer – og vi har altså lige nu det laveste antal udenlandske gæster i 15 år,” siger Jens Zimmer Christensen, der påpeger, at det ikke er nok at se på overnatningstal.



Der skal sættes ind på tre fronter, hvis dansk turisme skal nå de høje vækstrater. Udover at verdensøkonomien skal på fode, skal der fyres op under markedsføringen af Danmark i udlandet, skabes bedre vilkår for at investere i turisme og turisterhvervets vilkår skal på niveau med konkurrenterne i udlandet.



Ifølge VisitDenmarks såkaldte ”turismesatellitregnskab” bruger turister årligt 72,7 mia. kr. i Danmark – ligeligt fordelt mellem udlændinge og danskere på ferie i hjemlandet. 49,5 mia. kr. blev brugt af ferierejsende, 23,2 mia. kr. af forretningsrejsende.

Skrevet af