Årets første konkurs i rejsebranchen





Aktiv Ferie fra Ringsted blev i dag, onsdag, erklæret konkurs. Som årsag oplyste det fem år gamle rejsebureau til Rejsegarantifonden, ”at en ansat havde fejldisponeret et stort antal flysæder og hotelværelser.”



Hvad den formulering betyder, ved fondens formand, Bent Mebus, ikke endnu.

”Vi har medarbejdere fra Rejsegarantifonden på vej til Ringsted. Før jeg har hørt fra dem, tror jeg ingenting om årsagen. I første omgang skal vi have de 57 strandede gæster hjem fra Mallorca på vores regning,” siger Bent Mebus til Take Off og tilføjer:



”Aktiv Ferie var ikke et af de bureauer, vi havde hverken gule eller røde blinkende lamper ud for,” siger Bent Mebus, som ikke vil sige, hvor mange af de ca. 600 danske rejsebureauer, Rejsegarantifonden holder særligt øje med.



Andre 250 danske gæster har også købt rejser hos Aktiv Ferie, som også havde binavnene Aktiv Cykelrejser og Cykel Ferie.

Rejsegarantifonden udbetaler erstatning til kunder, der har købt et rejsearrangement (fx en rejse med både fly og hotel). Hvis der kun er købt fx flybillet, har fonden ikke mulighed for at erstatte kunden det indbetalte beløb.



Aktiv Ferie meddelte i går Rejsegarantifonden, at bureauet ikke havde mulighed for at fortsætte sin virksomhed og gennemføre solgte rejser.

Aktiv Rejser solgte fortrinsvis rejser til destinationer i det sydlige Europa, fx cykelferie på Mallorca.



Aktiv Feries sidste regnskab, for 2006, viste en omsætning på 4,8 mio. kr., overskud og tre medarbejdere. ”Det var et rigtigt sobert regnskab,” siger regnskabsanalytiker Ole Egholm til Take Off.



Aktiv Ferie er årets første konkurs i den danske rejsebranche – sidste år var der tre. Bl.a. svindelbureauet Blue Travel, som blev en af de 10 dyreste i Rejsegarantifondens historie.

Blue Travels ejer og bagmand fik tre års fængsel i byretten; dommen blev anket til Landsretten.



HB

Skrevet af