Sterling og Sun-Air skærer ned

”Nu gør vi det efter bogen og i en rækkefølge som er bedst for medarbejderne og firmaet. Og så vil jeg ikke nu diskutere, hvor det ender,” sagde Sterlings kommunikations- og personalechef, Niels Brix, til Take Offs spørgsmål, om Sterling helt vil lukke på Billund.



Sterling meddelte mandag sine 67 medarbejdere i Billund, at det ”påtænker” at afskedige 50 af dem. Afskedigelserne vil primært berøre billet- og stationskontoret. Af de 67 er 20 flymekanikere og 47 administrative funktionærer.



Niels Brix sagde i en pressemeddelelse: ”Årsagen er en konsekvens af sammenlægningen af Maersk og Sterling.”

Til Take Off sagde han: ”Sterling vil analysere hver rute fra Billund, er der ikke tilstrækkeligt passagergrundlag, vil der ske tilpasninger – vi er ikke et filantroper.”



”Fratrædelserne i Billund skal ske snarest muligt, vi er ikke i gang med en afvikling, men lukker funktioner som følge af overtagelsen af Maersk Air, fx callcenteret,” sagde Niels Brix og tilføjede – om at Sterling tager for høje afgifter ved betaling med Diners og American Express – at Sterling ikke har hørt fra Konkurrencestyrelsen – ”men gør vi noget forkert, så ændrer vi dette.”



SUN-AIR LUKKER TO JYSKE RUTER

Sun-Air lukker 16. januar to ruter, der åbnede i fjor, Aalborg – Århus samt Århus – Bruxelles.

Til gengæld kommer der fra sidst i marts større fly til Oslo fra Aalborg og Århus samt flere afgange på Billund – Bruxelles, som flyves i codeshare med SN Brussels.

Og Sun-Air er klar til at overtage, når Sterling til marts indstiller mellem Aalborg – Billund.



”I den tid vi har fløjet til Bruxelles fra Århus og Billund, har vi ikke kreeret mere trafik, men blot flyttet passagerer fra Billund – og dermed konkurreret med os selv,” siger ejer af Sun-Air, Niels Sundberg.



NYT HOTEL TIL BILLUND

Lavpriskæden Zleep åbner til april næste år ved Billund Lufthavn med 104 værelser, morgenmadsrestaurant og trådløst overalt.

Næste år får Zleep også hoteller i Aalborg og Ballerup – og søger efter det rigtige sted i Århus, oplyser kædens direktør, Peter Haaber.



HB


Skrevet af