Rejsebureaukrak gør rejser 20 kr. dyrere





Som oplyst i sidste uge bliver det lidt dyrere at købe pakkerejser fra årsskiftet – nu har Rejsegarantifonden sat beløb på stigningen. Mens den frem til 2004 var 5 kr. pr. solgt pakkerejse, genindføres beløbet fra årsskiftet, men nu bliver afgiften 20 kr. pr. solgt pakkerejse.



Rejsegarantifonden har indstillet til økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, at rejsearrangører, der er registreret i fonden, fra 1. januar skal betale 20 kr. pr. kunde, der køber en pakkerejse.



Det er de to store konkurser i efteråret – Øster Lindet Rejser/ Thinggaard Rejser og Diana Jagt- og Fiskerejser – der har betydet store erstatningsudbetalinger fra garantifonden til kunderne. Sammenlagt skønnes de at komme til at koste fonden over 30 mio. kr.



Fondens bestyrelse har endvidere på baggrund af følgerne af Sterlings konkurs og virkningen af den ændrede økonomiske situation vurderet, at yderligere tab som følge af konkurser i rejsebranchen senere i 2008 og i begyndelsen af 2009 er særdeles realistiske, oplyser fonden.



Før 2004 betalte rejsearrangørerne 5 kr. pr. rejsekunde til dækning af fondens drift som henlæggelse til fondens formue.



I 2004 blev reglerne ændret, så rejsearrangørerne ikke længere skulle betale til fondens formue, men alene til fondens administrationsudgifter incl. driften af Rejse-Ankenævnet, så længe fondens formue mindst svarede til det samlede tab på de to største konkurser, der havde været siden 1997. Pt. skønnes dette beløb at være ca. 33 mio. kr.



De konkurser, der har været siden 2004, har medført, at fondens formue er mindsket fra ca. 65 mio. kr. til under 20 mio. kr.



Derfor har fondens bestyrelse nu indstillet til erhvervs- og økonomiministeren, at fondens formue reetableres og fondens økonomiske beredskab styrkes, ved at der fra 1. januar 2009 indføres et fast bidrag pr. rejsekunde, der køber en pakkerejse.



Bidraget på 20 kr. pr. kunde skal alene gå til reetablering af fondens formue. Det skønnes, at fondens formue hermed ville komme indenfor lovens krav i løbet af 1-1½ år, såfremt fonden mod forventning ikke lider yderligere tab. Det er hensigten, at dette bidrag opkræves til fondens formue når 50 mio.kr.



Rejsebureauernes årlige bidrag til dækning af fondens administrationsudgifter skal fortsat betales.


Skrevet af