50 år med SAS til Chicago

SAS cockpit 50 års jubilæum på Chicago

Fra jubilæumsflyvningen ses flyets kaptajn, Johan Fristam, til venstre, og kabinechef, purser Sverre Nordtvedt.

 

FLYSELSKABER: De 168 passagerer på SAS’ afgang i onsdags fra København til Chicago var ikke i tvivl om, at flyselskabet med stolthed fejrede jubilæet på sin næstældste USA-rute.

SAS startede med at flyve USA-ruter til New York, siden fulgte andre – men Chicago-ruten er den, selskabet har betjent næstlængst i USA, i dag med dagligt fly fra København.

Ved jubilæumsafgangen i onsdag fra København var der store fotostater i loungen af en SAS-stewardesse fra tiden omkring 1964, da Chicago-ruten åbnede – fløjet med en DC8 og med mellemlanding i Montreal.

Chicago er bl.a. en god lufthavn for SAS, fordi dets amerikanske fætter i Star Alliance, United, her har en af sine primære lufthavne. Over 40 pct. af passagererne på SAS’ Chicago-rute flyver videre til andre destinationer i USA.

I sin briefing til passagererne i onsdags gjorde flyets kabinechef, purser Sverre Nordtvedt, også opmærksom på, at dette på dagen var 50-året for den første flyvning – det samme sagde flyets kaptajn, Johan Fristam, i sin velkomst.

Jubilæums-flyvningen blev gennemført med den Airbus A340, som SAS for ganske nylig har fået som reservefly til langruterne. Flyet, der oprindeligt skulle have fløjet til Chicago, skulle bruges på en anden rute, da flyet på denne havde fået ondt i teknikken. Det nye reservefly, der dog også skal gennemføre faste flyvninger for SAS til bl.a. New York og San Francisco, er på norsk register med indregistreringen LN-RKP.

I en pause sagde 65-årige Sverre Nordtvedt til standby.dk: ”Jeg har været i SAS i 43 år og fløjet i de 41. Det er stadig et fantastisk job med fantastiske kolleger; når dørene til flyet lukkes, er der aldrig sure miner og vi arbejder hårdt for at give passagerne en god flyvning.”

”Jeg husker mine første flyvninger for SAS til Chicago… I starten brokkede amerikanske flyselskaber sig over det højtbelagte smørrebrød, vi serverede for passagererne. De sagde at det var at gøre alt for meget ud af servicen,” siger Sverre Nordtvedt.

Og i cockpittet sagde kaptajn Johan Fristam, at A340 var lige så god at flyve som SAS’ andre A330 og A340 – SAS har i alt 12 fly til sine langruter og vil fremover øge mere på USA, bl.a. efter beslutningen om at stoppe Bangkok-ruten permanent.

Jubilæums-turen mellem København og Chicago afgik og landede som oplyst i tidstabellen. På den lidt over 7.000 km lange flyvning brugte flyet 59 tons brændstof, hvilket svarer til næsten 74.000 liter.

På jubilæumsflyvning kom 20 passagerer fra Nord- og Nordøsteuropa (f.eks. Bruxelles, Hamburg, Vilnius mm), 28 var fløjet ind fra nordiske lufthavn samt dansk indenrigs, mens 14 var fra det øvrige Europa.

Stand Bys maj-juni udgave har reportage fra jubilæumsflyvningen, som Stand By var inviteret med på af SAS.