Sterling sadler om

Sterling tabte 187 mio. kr. i årets første halvår. Den islandske opskrift var ellers enkel: Skab et skandinavisk modstykke til Easyjet ved at sammenlægge Maersk Air og Sterling, skær i omkostningerne, udnyt flyene maksimalt og ekstra ydelser til kunderne, skriver Jyllands-Posten.



Ifølge Sterlings forretningsplan skulle selskabet få et overskud på 250 mio. kr. i 2006.

Men SAS angreb sidste år og stjal en stor del af lavprismarkedet. Sterling er lukket som en østers om trafiktal. Siden SAS begyndte med lavprisbilletter, er Sterlings oplysninger helt tørret ud.



En anden ting er modstanden fra personalet. Mens Sterling-medarbejderne var vant til lavpriskonceptet, modsatte Maersk Airs-medarbejdere de forringede løn- og arbejdsvilkår, Sterling-medarbejderne havde accepteret.



Et tredje område, der har kostet millioner, er stigende priser på flybrændstof.



Men de seneste måneder har hovedkonkurrenten, SAS, haft så megen succes, at det har hævet priserne. Det har givet luft til Sterling, der også har hævet sine priser.



Men midt på sommeren stod det klart, at Sterling måtte ændre strategi. I juli smed dets islandske direktør, Almar Örn Hilmarsson, to af de fem direktører ud. Konsulentfirmaet Qeep deltager nu i hvert ledelsesmøde og har indflydelse på den daglige drift. En af de første beslutninger var at lukke basen i Helsinki.



Samtidig har Sterling opfundet nye ydelser. Sterling har en SMS-besked med bookingnummeret til 15 kr. og en afbestillingsforsikring til 79 kr. Kun de, der afbestiller ydelserne, undgår at betale. Metoden er formentlig i strid med dansk forbrugerlovgivning, skriver avisen.



I Tyskland vil Air Berlin og Lufthansas lavprisselskab, Germanwings, ekspandere til Skandinavien. Ryanair og Easyjet har bebudet, at Skandinavien og Danmark er øverst på listen for udvidelser.

Skrevet af