Intensiveret tilsyn med SAS

De senere års opsplitning af selskaber i SAS har gjort det vanskeligere for tilsynsmyndighederne at kontrollere flyselskabet. Derfor skal tilsynet intensiveres. Det er en af de foreløbige konklusioner fra Statens Luftfartsvæsen (SLV), som gransker havarierne med Dash 8 Q400-flyene for transportminister, Jakob Axel Nielsen (K).

”Allerede i 2004 lavede vi en intern strategirapport omkring det her i Danmark. Nu er SAS også begyndt at ændre deres struktur. Det vil vi få tilrettet på skandinavisk plan, så det er tilpasset SAS. Vi vil godt sikre os, at tilsynet er korrekt, og det arbejde skal nu intensiveres,” siger SLVs kommunikationschef, Thorbjørn Ancker. Det handler blandt andet om kravene til flyselskabernes kvalitetsstyring, som skal kunne håndtere samarbejdet med underleverandører.

En anden af de foreløbige hovedkonklusioner er, at SLV vil sikre sig, at alle myndigheder ved, at der var rust i 25 af 27 Dash-fly.
Vejledningerne fra Bombardier, de canadiske myndigheder (Transport Canada) og det europæiske flysikkerhedsagentur (EASA) var ufuldstændige, og de havde ikke ført til, at man opdagede det massive rustproblem på flyene. Det blev opdaget, fordi SLV krævede, at alle dele blev udskiftet på samtlige Dash 8-fly.
”Det viste sig jo først, da man skilte dem ad, at der var rust i. Havde man fulgt den anvisning, der kom fra flyfabrikanten den 12. september, så havde man ikke konstateret det, for man skulle ikke skille det ad,” siger Thorbjørn Ancker.

(Berlingske Tidende, d. 2. november, 2007)

Skrevet af