Anklager Hilton for industrispionage

Starwood Hotels & Resorts, som bl.a. ejer Sheraton, har anlagt sag i New York mod Hilton Hotels og to tidligere topchefer hos Starwood for industrispionage.



I pressemeddelelse skriver Starwood, at Ross Klein, i dag global ansvarlig for Hiltons luksus-varemærker, samt Amar Lalvani, global ansvarlig for udviklingen af samme hos Hilton, stjal over 100.000 filer fra Starwood inden de sidste sommer skiftede til Hilton.



Hos Starwood var Klein chef for Starwood Luxury Brands Group, mens Lalvani var vicepræsident for samme division i Starwood.



Mellem det stjålne materiale var information om Starwoods W-hoteller, som Starwood siger Hilton brugte til at udvikle sit nye Denizen-varemærke til kunder som vil betale for luksushoteller.



Hilton oplyser, at koncernen vil forsvare sig mod anklagerne – og fortsætte udviklingen af Denizen Hotels.



Efter Starwood i efteråret meddelte Hilton, at man undersøgte sagen, udleverede Hilton dokumenter og computerdrev med 100.000 filer fra Starwood.



Starwood ønsker med sagsanlægget at forhindre Hilton i at bruge det fortrolige materiale og at sikre, at Hilton tilbageleverer, hvad de tidligere Starwood-chefer stjal.



I sagsanlægget skriver Starwood, at de tidligere chefer foretog tyverierne støttet og opmuntret af Hilton.



Foreløbig har Starwood på verdensplan 29 W-hoteller og 20 andre som åbner de kommende tre år.

Skrevet af