Illegale ansatte på Angleterre

Ved uanmeldte kontrolbesøg fandt politiet og Told & Skat i fredags illegal og sort arbejdskraft på adskillige etniske restauranter og hoteller i København, herunder d’Angleterre og Sophie Amalie Hotel. Kontrolbesøgene afslørede omfattende brug af ulovlig arbejdskraft, moms- og skattesvindel samt anholdelse af 10, der opholdt sig ulovligt i Danmark.



”Sammen med Told & Skat og Arbejdsdirektoratet har vi gennemført kontrolbesøg på 40 etniske restauranter, prominente hoteller og andre populære steder. Vi fandt sort arbejdskraft flere steder, folk der er her illegalt, og mange andre ulovligheder,” siger kriminalinspektør Ole Wagner til Berlingske.



Adm. direktør for Remmen Hotels, Morten Bjørn Tjelum, siger, at der ved kontrolbesøgene på de to Remmen-hoteller blev fundet ansatte, der ikke havde papirerne i orden. ”Nogle af vores underleverandører har ikke orden i tingene. Vi vil nok ikke drive forretning med entreprenører, som driver deres forretning på den måde,” siger Morten Bjørn Tjelum, som ikke vil oplyse, hvor mange, der ikke havde papirerne i orden på de to hoteller.



Sidst omverden hørte fra Remmen Hotels var i forbindelse med en TV-udsendelse tidligere i år på DR, hvor kædens ejer, udlandsdanskeren Henning Remmen, blev udråbt til skatteål. Den kritik fik Henning Remmen til at meddele, at nu ville han sælge sine tre hoteller, der også omfatter Kong Frederik på Rådhuspladsen. Hotellerne har dog endnu ikke skiftet ejer.




Skrevet af