Rejser giver masser af klager

Der kan klages tre steder over rejser mm., skriver TurenGaarTil.dk, som har udarbejdet listen.



Forbrugerklagenævnet, hvis sagsbehandling kan vare flere år, behandler klager om bus-, tog- og flytransport.



”Men det er ikke alle sager, vi har kompetence til, så nogle sendes videre,” siger fuldmægtig i Forbrugerklagenævnet, Zenia Voss. Disse sager lander typisk hos Pakkerejseankenævnet eller Statens Luftfartsvæsen.



Til 1. april i år hed Pakkerejseankenævnet blot Rejseankenævnet og behandlede størstedelen af sagerne. Men fordi flyselskaber i Danmark, med undtagelse af SAS, ikke ville betale for behandling af flyrejser, røg disse ud af nævnet.



Nævnet behandlede sidste år især klager over afvist eller mistet transport (10 % af de samlede klager), krydstogter (10 %), mistet eller ødelagt bagage (8 %), indlogering på et andet hotel end det bestilte (5 %) samt forsinkelser og ventetider (5 % af de samlede klager).



Endelig havner en del klager i Statens Luftfartsvæsen. Her glæder kommunikationschef Thorbjørn Ancker sig over, at antallet af klagesager ser ud til at falde: ”I 2005 og 2006 modtog vi en 500-600 klager årligt, i år har vi til dato kun modtaget 166 klager.”



Kunderne skal klage til Statens Luftfartsvæsen, hvis de er blevet nægtet ombordstigning på fly f.eks. som følge af overbookning, større forsinkelser eller et aflyst fly.



Thorbjørn Ancker siger, at man først skal klage til flyselskabet, men hvis det ikke behandler klagen behørigt, kan SLV træde til.



For at en flyvning er omfattet af forordningen, skal der enten være tale om en flyafgang fra et EU-land eller om en flyafgang fra et land udenfor EU, hvis bestemmelseslufthavnen er i et EU-land og det transporterende luftfartsselskab er et EU-luftfartsselskab.



En flyvning fra Danmark med et hvilket som helst luftfartsselskab vil eksempelvis være omfattet af forordningen. En flyvning fra Tyrkiet til København med et EU-luftfartsselskab være også omfattet. Derimod vil en flyvning fra Tyrkiet til København med et tyrkisk luftfartsselskab ikke være omfattet.



Reglerne står på SLV’s hjemmeside.

Skrevet af